Hjem > Generelle Nyheder > Generelle nyheder

Døve ældre: Skru op for tolkebistand

Af: Marianne Vestergaard Nielsen - 14. december 2018 13:14 509

Døve ældre: Skru op for tolkebistand

Det er kritisk for ældre at falde i eget hjem. Endnu værre er det, hvis man er døv, og den tilkaldte hjælp ikke forstår, hvor stor skaden er.

 

Hvert eneste år er flere end 36.000 danskere over 65 år ude for en faldulykke, viser Sundhedsstyrelsens tal i 2017.
Det er en reel frygt for mange, og mareridtet skulle vise sig at blive endnu værre i virkeligheden for en døv kvinde.

 

Vi havde en ældre kvinde, der fik tilkaldt hjælp via sit nødkaldsapparat, og hjemmehjælpen kom og fik hende op fra gulvet. Problemet var bare, at det slet ikke var nok. Den døve kvinde prøvede at forklare, at hun havde smerter, men det opfangede hjemmehjælpen ikke. Det blev først forstået, da en god ven, der også er døv, kom forbi og fik kvinden indlagt. Det viste sig, at hun havde ligget i sin sofa med en brækket hofte i næsten to døgn, siger Bent Brøndum.

 

Han er selv døv og står for ældreområdet i Danske Døves Landsforbund, DDL, og han kæmper for, at ældre døve får den samme adgang til hjælp som hørende.
Derfor stod tolkebistand øverst på dagsordenen, da DDL var vært for Nordisk Seniorrådsmøde.
Hele norden var samlet i København 3.-6. september 2018, og Danmarks værtsskab er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn.
 

Mødet havde dels fokus på, at hjemmeplejen oplyses og klædes bedre på, og dels at tolkebistand gøres obligatorisk på sygehusene. Her er Sverige en stor inspiration, fordi der automatisk kobles en tolk på, når en døv person bliver indlagt. På den måde undgås alvorlige misforståelser.

 

Et af vores medlemmer endte med alvorlige nyreproblemer. Han skulle tage medicin morgen og aften, men i stedet tog han hele dosen – både morgen og aften. Det kunne have været undgået med en tolk, siger Bent Brøndum, der også er med i hovedbestyrelsen i DDL.

 

I modsætning til Sverige er det i Danmark op til lægen at afgøre, om der er brug for tolk. Ganske ofte mener lægen, at beskederne sagtens kan gives videre på sedler eller ved at lade en pårørende tolke.

Men når man skriver sedler, bliver det meget overfladisk, og det er på ingen måde oplagt at spørge ind. Derfor er det tit kun de ’stærke’ døve, der har indsigt i systemet og kræfter til at råbe op, der får hjælp, siger Bent Brøndum i et telefoninterview, der foregår via fjerntolk.

 

Et opkald fungerer ved, at den døve bestiller en tid hos fjerntolken. Til aftalt tid får de forbindelse via Skype, og tolken ringer op til den hørende og oversætter simultant mellem parterne.

--..--

Kontakt Bent Brøndum på brohusklubben@gmail.com for at blive klogere på ældre døves problemer.

 

 

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed