Hjem > Generelle Nyheder > Generelle nyheder

De ældste er de mest tilfredse med deres liv.

Af: Pia Brændstrup - 11. oktober 2018 16:00 138

Livskvalitet er mange ting.  

Forventningerne til livet kan være meget forskellige. Generelt giver rigtig mange udtryk for, at aldring er en af de faktorer rigtig mange tror, de har svært ved at vende sig til.

Men når man kigger i statistikkerne, så viser tallene noget helt andet.

 

De ældste er de mest tilfredse med livet.

Statistikkerne viser nemlig, at de ældste også er de mest tilfredse med livet generelt.

Det gælder i økonomien, familielivet, de sociale relationer, boligsituationen og dagligdagen. Tendensen er den samme på tværs af alle aldersgrupper og overraskende nok også i forhold til de midaldrende, der er mellem 40-60 år.

 

Når man skeler til USA, hvor jagten på evig ungdom nærmest er uendelig, bliver vi tilbudt operationer og medicin, der lover os ungdom på trods af fødselsattesten.
Vi kan få børn til langt om i 50’erne, og mandens erektion kræver bare en blå pille for at få den sag klaret.

 

Derfor er det måske meget forståeligt, at tilfredsheden med livet er mindre hos de midaldrende.
Jagten på lykken - de mange materielle ting, spændende steder, man gerne vil besøge og store mål, man gerne vil opnå, er måske årsagen til at gøre nuet sværere for de midaldrende. Det kan være svært at mærke tilfredsheden, når der aldrig er ro.

 

Strittende bryster og spejlblank pande er passé

Os andre, der for længst har affundet os med, at den tid er passé, hvor brysterne strittede, hormonerne fik æggestokkene til at blafre, og hvor panden var spejlblank, har ligesom fundet en ro, der gør, at vi kan koncentrere sig om andre væsentlige spørgsmål i livet. Det giver overskud at være fri af overgangsalder og at kunne vælge de børn, man har lyst til at være sammen med på de tidspunkter, der passer en.

 

Når man er fyldt 60 år, har man opnået den ro, der gør, at man kan indstille jagten.
Man har kørt i de biler, man ønskede sig, købt den taske eller de sko man drømte om og følt sig smuk, når man så sig selv i spejlet.  

 

I stedet går man i gang med at prioritere.

De ting, man stadig ønsker sig, bliver måske knap så definitive. Man ved, at skønhed er midlertidig, og at man selv skal byde ind og give noget for at få noget igen. Man har opdaget, man skal tage det, man ønsker sig, mens man kan.
Man ved, at det ikke kan betale sig at gemme de gode stykker til sidst.

Tid bliver en faktor med så stor værdi, at den bliver dyrebar, og man faktisk begynder at sætte pris på tiden i stedet for at spilde den på ting eller oplevelser, som man i bund og grund finder uvæsentlige. Man nyder overskuddet til fordybelse, og glæden ved de små nuancer.

 

Måske er det banalt, men statistikkerne viser i hvert fald, at gruppen fra 60 og opefter er den meste tilfredse befolkningsgruppe overhovedet i Danmark.

 

Livskvalitet efter køn, område, enhed, tid, tilfredshed og alder
2015 40-49 år 50-59 år 60-69 år 70 år og derover
Mænd og kvinder i alt i hele landet - gennemsnitlig score        
         
Alt i alt, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden? 7,2 7,2 7,9 7,9
Hvor tilfreds er du med din økonomiske situation? 6,5 6,9 7,4 7,8
Hvor tilfreds er du med dit familieliv? 7,7 7,9 8,3 8,6
Hvor tilfreds er du med dine sociale relationer? 7,4 7,4 7,9 8,0
Hvor tilfreds er du med din dagligdag? 7,0 7,1 7,9 8,1
Hvor tilfreds er du med din boligsituation? 8,0 8,3 8,9 9,0


Anm.: Scoren 0 er "slet ikke tilfreds" og 10 er "fuldt ud tilfreds".

Kilde: Danmarks Statistik

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed