Hjem > Generelle Nyheder > Generelle nyheder

Allan med demens bliver rastløs og stikker af , når han isoleres uden nogen at snakke med.

Af: Pia Brændstrup - 17. august 2018 13:08 798

Allan med demens bliver rastløs og stikker af, når han isoleres uden nogen at snakke med.

 

I 2017 fik Svendborg kommune del i de 36 millioner som er afsat til hospitaler og kommuner i Region Syddanmark.
Det mærker Bodil Nakel, hustru til 61-årige Allan Nielsen, ikke ret meget til.
Hun både vred og ked af det liv, hendes 61-årige demensramte mand lever på Aldersro Plejecenter i Svendborg.

 

Prøvet alt

Hun synes, hun har prøvet alt, men sidder hele tiden tilbage med følelsen af ikke at blive hørt.

Hendes mand lider af demenssygdommen Alzheimers og flyttede ind på plejecenter i efteråret 2016.

Det var en svær beslutning, men sygdommen gjorde det for krævende for Bodil Nakel selv at tage sig af sin mand.

Hun vidste, at det var en nødvendig beslutning.
Derfor følte hun sig alligevel fortrøstningsfuld, bl.a. fordi der var et dagcenter, en klub for yngre demensramte, der blev arrangeret gåture en gang om ugen, og der var musiktilbud, han kunne være deltage i.

 

Allan Nielsen var endnu ikke kommet i gang med nogle af tilbuddene ved årsskiftet, og Bodil Nakel begyndte at reagere.
Hun fik at vide, at der ikke er personale til at tage ham med i dagcentret, og at de i dagcentret ikke kunne tage ansvaret for ham. Det samme gjaldt for gåturene, og musiktilbuddet var lukket om vinteren.
I foråret stoppet tilbuddet så helt, fordi hende, der stod for det, var gået på pension. Og demensklubben kunne han heller ikke deltage i fordi det var for brugere, der bor udenfor plejecentret.

 

Aldersro Plejecenter

Aldersro Plejecenter ligger i udkanten af Svendborg by og består af 24 demensboliger, 58 ældreboliger, et dagcenter og et dagtilbud til demente borgere, der stadig bor hjemme.
De 24 boliger tilegnet mennesker med demens er fordelt på tre etager med otte boliger på hver etage.

 

Bodil Nakel mener, at kernen i alle frustrationerne skyldes mangel på personale.

Hun kan sagtens forstå, der er rigtig meget, personalet ikke kan nå det hele, men hun mener, at man medicinerer og låser folk inde i stedet for at passe dem.

Allan Nielsen og de andre syv på hans afdeling kommer ikke udenfor boligen i dagtimerne.
Døre og vinduer er indrettet sådan, at beboerne ikke kan åbne dem selv. Derfor kan Allan, der bor på anden sal, kun kan bevæge sig rundt på sit eget værelse og i en fælles stue. Han kan ikke komme ned i den nylig indrettede have, fordi der ikke er personale nok til at følge med beboerne ud i den.

Allans aktviteter er derfor begrænset til at sidder og se fjernsyn hele tiden, og Allan er blevet ordineret både antidepressiver og beroligende medicin for at dæmpe hans rastløshed.

Hun mener, at Allans urolighed og rastløshed er en konsekvens af fraværet af aktiviteter og muligheden for at bevæge sig lidt friere rundt og komme udendørs. Det mener hun også er årsagen til, at det flere gange er lykkedes ham at stikke af.

 

Hun mener også, at personalet er helt fantastisk, skønne mennesker, der render livet af sig selv, og de kender Allan.
De har bare ikke tid nok til at sætte sig ned og snakke med Allan så han kan falde til ro.

 

Hun fortæller, at det, der tærer, er at skulle slås med systemet - samtidig med at have en syg mand, man ikke synes bliver behandlet værdigt.

 

Hun føler, at det som om god pasning er noget man forærer mennesker - men mener faktisk, at det er noget, alle har optjent.

Når man kun er 61 år, må man have ret til en bedre tilværelse, selv om man bliver syg – ikke bare til at blive opbevaret.

 

Kilde: Fyns Amts Avis

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed