Hjem > Brevkassen

Enke og pludselig alene - uden den gamle vennekreds

Af: Pia Brændstrup - 27. februar 2017 15:40 279

Spørgsmål

Hej i panelet!



Jeg undres hver dag. Mistede min mand i januar efter svær sygdom i 3 år.

I disse år har vi haft en omgangskreds på ca. 90 personer - også årene før, men de holdt alle ved i de sidste år. Ikke sådan, vi så alle hver uge. Nogle kun til fester hos os eller dem eller med lang mellemrum.

De sidste 5 uger inden min mands død, havde vi 80 besøg (det kunne være strengt). Stor deltagelse til hans bisættelse. God kro-afslutning - og så var det det.

Præsten sagde herhjemme, jeg nu måtte huske, at efter bisættelsen ville der blive en larmende stilhed.

Det skal jeg da lige love for. - Tror, jeg har kontakt med ca. halvdelen i ny og næ. - Mens manden var syg, blev vi tilbudt hjælp til dette og hint, hvilket vi dog selv klarede - som jeg nu også selv klarer alt, har ikke hjælp behov.

Klarer hus og have og hvad der ellers er, men alligevel undres jeg. Ikke et tilbud om hjælp - ikke fordi jeg vil have hjælpen, men kan alligevel ikke forstå det.

Når jeg en sjælden gang inviteres ud til andet end familien, er jeg alene.

Nu ikke til de 3 retter som før og aldrig sammen med par. -

En god ven ringede og spurgte, hvordan jeg havde det.

Da havde jeg lige alle de spørgsmål som ovenfor.

Guud, svarede hun. Her havde jeg lige tænkt at invitere dig sammen med D...., der også er blevet alene. - Jeg spurgte, hvorfor.

Det kunne hun ikke svare på.

Jeg tror, hun mente os det godt, så fint lige at snakke om det.

Var hos lægen, der sagde, alle enkerne kom med samme budskab som jeg, ikke enkemændene. -

Hvorfor???

Jeg er ikke ude efter de andres mænd, har jeg aldrig været.

Jeg sidder ikke og græder - deltager som tidligere. - Var til te hos venner, der meddelte, de aftenen før havde haft besøg af to hold af vore fælles venner.

De havde haft det sååå hyggeligt. Nå, det var jo også dem, vi tidligere kom sammen med. - Og der sad jeg så med èn kop te - uden småkage eller andet tilbehør.

Hyggeligt.

Jeg har rigeligt at se til, tiden går godt, men jeg kan bestemt ikke forstå, hvorfor tingene er sådan. - Som en anden enke sagde, det var som at trykke på en knap, så hurtigt forsvandt de fleste af de flere-årige venner.

Hun sagde, du må indstille dig på en ny omgangskreds, hvilket jeg har mærket. -



Spørgsmålet er, har folk berøringsangst, forandrer man sig så meget efter mandens død, eller er folk bange for at blive taget eller at miste deres mænd. Hvorfor?

Sådan har vi ikke behandlet vores omgangskreds i samme situation.

Venlige hilsner - Y. M. S.

Svar

Kære Y. M. S.
Det er en meget relevant problematik du tager op.
Faktisk blev jeg meget berørt over dit spørgsmål, og jeg har derfor tilladt mig at skrive en blog om problematikken, så den kan komme ud til flere. Du kan se den på forsiden af https://www.pensionist.dk og https://www.pensionistkortet.dk

Det er svært at vide, hvad der sker med mennesker,.
Mit bud er, at mange mennesker er bange for at blive konfronteret med det, der gør ondt og/eller kan være svært at forholde sig til.
Jo ældre man tættere kommer døden. Den umiddelbare sorg kan de fleste forholde sig til.
Men savnet og det at skulle forholde sig til en ny tilværelse kan være umådelig svær. Hvis man så gemmer det væk og ikke inviterer savnet eller enken indenfor, så kan man undgå at forholde sig til det.
Mit forslag er, at du selv skal invitere dine venner på parmiddag, måske nogle par af gangen. så viser du, at du ikke er farlig - at du er præcis som du var før du mistede din mand.
Ved middagene kan du så fortælle din venner, uden at anklage nogen , om ensomheden og sorgen over at have mistet vennerne samtidig med din mand.
Det vil give dig en forståelse af, hvad det er sket og samtidig få renset luften, så du og dine gode venner kan finde hinanden igen.
Held og lykke

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed