I takt med, at den danske elbilsflåde vokser gør lademulighederne i Danmark det samme.
En stor bekymring for elbilskøbere har dog været mulighederne for opladning i udlandet - eller mangel på samme.
Nu er der dog godt nyt på den front.
Det oplyser Clever i en pressemeddelelse.
Nu får du som Clever One-kunde adgang til endnu flere lynlademuligheder - både i Danmark og på farten gennem Europa.
Clever har indgået en omfattende aftale med IONITY – som driver Europas største netværk af lynladestationer – der fra i dag giver Clever One-kunder adgang til lynopladning i ni europæiske lande til en attraktiv pris på 3,75 kr./kWh.
Aftalen omfatter 3.800 strategisk placerede lynladepunkter langs Europas mest populære motorveje og ferieruter.
Med aftalen bliver det nu endnu enklere at lade på tværs af Europa uden besvær med at hente ladeapps, tegne ekstra abonnementer eller tjekke uigennemskuelige priser. Alt er samlet ét sted.
Samtidig får Clever One-kunder adgang til IONITYs 102 danske lynladepunkter – helt uden ekstra omkostninger.
“Vores kunder har længe efterspurgt en enkel og økonomisk attraktiv løsning til at lade på farten i Europa. Det får de nu. Aftalen med IONITY giver adgang til Europas stærkeste lynladenetværk, samlet i én løsning til én attraktiv pris på tværs af ni populære ferie- og rejsedestinationer i Europa. Det gør det både nemt, trygt og langt mere overskueligt at tage elbilen sydpå på sommerferie og nordpå til skiferien – eller afsted på en forlænget weekend til eksempelvis Hamborg," siger Mathias Langkilde Sukstorf, ansvarlig for strategiske partnerskaber hos Clever.
“Samtidig får vores One-kunder adgang til IONITYs 102 danske lynladepunkter - blandt andet ved Storebælt, Lillebælt og langs motorvejene – uden ekstra omkostninger,” tilføjer han.