Forsikringsselskab: Disse 2 ting skal findes frem nu

Bil og motor

26/04/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er forårstemperaturer i horisonten!

DMI melder endelig om forårslignende temperaturer i Danmark. Så nu er det tid til at finde solcremen frem fra vintergemmerne.

Det samme gælder sommerskoene til din bil – de er nemlig afgørende både for sikkerheden og din pengepung.

Sådan lyder det fra Jan Graversgaard, der er direktør for autoskader i forsikringsselskabet Alm. Brand:

”Vi danskere er generelt optaget af sikkerhed og økonomisk kørsel. Alligevel kan vi hvert år konstatere, at rigtig mange ikke får prioriteret at skifte til sommerdæk, før vi kommer langt hen på foråret eller sågar ind i sommeren. Vi hører ofte, at mange er opmærksomme på at skifte til vinterdæk om efteråret, men det er altså lige så vigtigt med skiftet om foråret,” fortæller han.

Tommelfingerreglen lyder, at man bør skifte til sommerdæk, når både dags- og nattetemperaturen ligger stabilt over 7 grader.

Styrk sikkerheden

Der er mange faktorer, som spiller ind på, hvordan din bil ligger på vejen: Hvilken type bil er der tale om, og hvordan er den lastet, eksempelvis.

Men dækkene har altså også en betydning.

Eksempelvis er bremselængden cirka 15 procent længere, hvis du kører på vinterdæk om sommeren.

Og vejgrebet er cirka 10 procent dårligere.

"Det er surt at skulle undvære sin bil eller komme galt afsted, fordi man ikke lige fik skiftet i tide, og der er en risiko ved at køre med vinterdæk om sommeren, fordi de er lavet af et blødere materiale, som er skabt til netop vinterkørsel," siger Jan Graversgaard fra Alm. Brand.

Spar penge

Hvis du kører med vinterdæk om sommeren, øger du desuden vejmodstanden, hvilket koster på brændstofforbruget.

“Du kan skønsmæssigt køre cirka 25 kilometer længere på en bil optanket med 50 liter, når du har sommerdæk på – og samme mønster gælder for elbiler. Derudover bliver de bløde vinterdæk hurtigere slidt, hvilket også er en ekstra udgift,” fortæller Jan Graversgaard.

Da du både sparer brændstof og gummi på dækkene, er der således også en miljøgevinst ved at skifte til sommerdæk.

Vidste du, at:

  • Sommerdæk giver bedre vejgreb, når temperaturen er over 7 grader

  • Sommerdæk giver bedre vejgreb i vådt føre

  • Bremselængden er cirka 15 procent længere, hvis du kører med vinterdæk om sommeren

  • Vejgrebet er cirka 10 procent dårligere

Andre gode råd til at gøre din bil forårsklar

  • Giv bilen en grundig forårsvask, der skyller vejsalt mv. af undervognen

  • Tjek vinduesviskere og lygter

  • Fyld sprinklervæske på

  • Tjek for lakskader