For og imod: Kunne du finde på at gøre din ladeboks offentligt tilgængelig?

Bil og motor

07/12/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Kender du typen, der hellere kører fem kilometer for at finde billig opladning til elbilen end at snuppe lynladeren på en tankstation? Som ejer af en ladeboks kan du stille din boks offentligt tilgængelig – og hjælpe naboen med at få svigermor hjem igen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Julen er tid til samvær med familiemedlemmer, og nogle af dem kommer kørende langvejs fra i elbil. Har du ikke selv en elbil og en ladeboks på husmuren, kan julefreden dog risikere at blive erstattet af logistik i søgen efter en ladestander – og en god pris.

Har du derimod en ladeboks derhjemme, kan du nemt give lidt næstekærlighed og hjælpe naboens svigermor med at komme hjem igen.

"Det er meget nemt at stille sin ladeboks offentligt tilgængelig. Helt lavpraktisk kræver det en ladeboks, der er kompatibel med Monta-appen og en godkendt installation. Kan disse to ting krydses af, er det egentlig bare en indstilling i appen, du skal vælge," fortæller Maria Liv Varnild, der er rådgiver og teamleder for ladestandere hos Energi Fyn.

Monta er en app, der kan bruges til at styre og planlægge opladning.

For eller imod? Opladning på privat ladeboks deler vandene

Hvis du har en ladeboks derhjemme, er der flere fordele ved at gøre boksen offentligt tilgængelig – både for nabolaget og for dig selv, fortæller Energi Fyns laderådgiver:   

"Du kan selv indstille, hvilket tidsrum på dagen, at ladeboksen skal være tilgængelig, og så gør Montas system det nemt og enkelt at få betalingen for opladningen. Så det kan give stor værdi for dine naboer," lyder det fra Maria Liv Varnild.

To tredjedele af elbilejerne har erhvervet sig en ladeboks, og det skaber i sig selv potentiale for ekstra lademuligheder rundt omkring i landet. Men lysten til at dele med offentligheden er dog ikke stor.

"I en undersøgelse fra november kan vi se, at 63% af de danske elbilejere svarer nej til idéen om at stille deres ladeboks til rådighed for andre. Men næsten 82% svarer, at de enten gerne vil eller vil overveje at lade på en andens private boks, så der er bestemt en interesse for opladning hos private," slutter Maria Liv Varnild fra Energi Fyn.

Kunne du finde på at stille din egen ladeboks tilgængelig for offentligheden?

Ja - 6,5 procent

Måske - 30,6 procent

Nej - 62,9 procent

Kunne du forestille dig at lade på en andens private ladeboks? 

Vil gerne lade på en privat boks - 27,5 procent

Vil måske overveje at lade på en privat boks - 54,1 procent

Vil slet ikke bruge en privat boks - 18,4 procent

(Analysen er gennemført i november 2024 af A&B Analyse A/S i Danmarkspanelet med et repræsentativt udsnit af danske hybridbil- eller elbilejere. 201 hybrid- eller elbilejere deltog i undersøgelsen.)