Endnu en kommune sænker hastighedsgrænse: Et hav af 40 km/t-zoner på vej

Bil og motor

19/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

En ny bekendtgørelse har gjort det muligt for kommunerne at oprette zoner med lavere hastighedsgrænser.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Rudersdal Kommune er i fuld gang med at etablere 40 km/t hastighedszoner i boligkvarterer forskellige steder i kommunen.

Ved udgangen af 2025 forventes 14 områder at være forsynet med bump og nye skilte med 40 km/t.

Det skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.

Ønske fra borgere

De nye zoner imødekommer ønsker fra en lang række borgere om øget fokus på den lokale trafiksikkerhed. Kommunen modtager jævnligt ønsker om initiativer, der kan dæmpe hastigheden og i øvrigt regulere trafikken med det formål at højne trafiksikkerheden og øge trygheden.

Seneste skud på stammen er den sydlige del af Nærum, omkring Nærumgårdsvej og Hegnsvej syd for Skodsborgvej, hvor arbejdet går i gang efter sommerferien.

"Vi ser det mange steder i landet, og senest har man i Københavns Kommune indført nye zoner, hvor hastigheden begrænses til 40 km/t. Derfor giver det rigtig god mening, at vi også i Rudersdal fokuserer på at reducere farten i udvalgte lokalområder," fortæller Court Møller, formand for Klima- og Miljøudvalget i Rudersdal Kommune.

Det er en ny bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser, som gør det muligt for Rudersdal Kommune at oprette 40 km/t hastighedszoner.

Du kan finde de kommende 40 km-zoner på kortet her.