Flere forhold kan få stor betydning for danskernes økonomi hen over vinteren. Nu peger en ekspert på, hvad der især kan udløse en dyr overraskelse.
Der kan gemme sig en ubehagelig overraskelse, når regningerne for gas, strøm og brændstof lander hos de danske husstande hen over vinteren.
For selv om Europa står betydeligt stærkere på energiforsyningen end under energikrisen i 2022, betyder uroen i både Mellemøsten og Ukraine, at priserne stadig kan blive presset markant op.
Det vurderer Jyske Banks råvareanalytikere i en pressemeddelelse.
Den største bekymring er altså ikke, at Danmark eller resten af Europa pludselig løber tør for energi. Det handler snarere om prisen på den energi, der er til rådighed.
Særligt én energikilde giver bekymring
Både benzin og diesel nærmer sig ifølge Jyske Bank hurtigt 20 kroner literen, mens angreb på raffinaderier, eksportanlæg, tankskibe og anden energiinfrastruktur skaber yderligere usikkerhed på markedet.
Særligt naturgas kan ende med at blive vinterens store joker.
De europæiske gaslagre ligger lavere end normalt på denne tid af året, samtidig med at Europa konkurrerer med asiatiske lande om leverancer af flydende naturgas, LNG.
“Europa kan sandsynligvis skaffe den gas, der er behov for. Men det kommer ikke nødvendigvis til at være billigt. Hvis vinteren bliver kold, eller hvis den globale konkurrence om LNG tager til, kan det hurtigt løfte priserne markant,” siger råvare- og energianalytiker Jan Bylov.
Vejret kan gøre regningen endnu dyrere
Også elprisen kan hurtigt blive påvirket.
Europa er blevet mere afhængigt af vind- og solenergi, og længere perioder med svag vind, overskyet vejr eller kulde kan derfor øge behovet for dyrere gasfyret elproduktion.
Samtidig kan nye angreb eller forstyrrelser i forsyningen af olie og gas sende priserne endnu længere op.
Jyske Banks vurdering er derfor tydelig: Europa bør kunne komme gennem vinteren uden alvorlig energimangel, men både husholdninger og virksomheder risikerer at skulle betale betydeligt mere end håbet.