Glem turistmylder og overfyldte strande. En lille ferieø er for alvor kommet på turisternes radar.
Sol, gyldent sand og turkisblåt hav.
Det lyder måske som opskriften på en ferie på De Kanariske Øer, men flere rejsende har fået øjnene op for et langt mindre kendt alternativ.
Den lille portugisiske ø Porto Santo ligger tæt ved Madeira og er for alvor begyndt at få opmærksomhed blandt turister.
Her bor kun omkring 5.000 mennesker, og tempoet er markant anderledes end på mange af Europas mest populære feriesteder.
Samtidig byder øen på en næsten ni kilometer lang gylden sandstrand og mange muligheder for at lægge hverdagens stress bag sig.
Interessen vokser kraftigt
Porto Santo har i lang tid levet i skyggen af sin langt mere berømte nabo Madeira.
Det er dog langsomt ved at ændre sig.
Ifølge Expedia er interessen for den lille ferieø steget med hele 85 procent i løbet af det seneste år.
Det har givet Porto Santo en plads på rejsegigantens liste over øer, som man især bør holde øje med i 2026.
Alligevel er der stadig markant færre turister end på de klassiske ferieøer.
Omkring 50.000 besøgende tager hvert år turen til Porto Santo. Til sammenligning får Madeira omkring 2,2 millioner besøgende, mens Tenerife modtager cirka syv millioner.
Det skriver Mirror.
Kilometerlang strand med gyldent sand
Øens største attraktion er ikke til at tage fejl af.
Langs det meste af sydkysten strækker der sig en 8,8 kilometer lang og næsten sammenhængende sandstrand med gyldent sand og klart vand.
Det gør Porto Santo markant anderledes end Madeira, hvor kysten mange steder er præget af klipper og vulkanske sten.
Vandet omkring Porto Santo beskrives samtidig som roligt og klart og passer både til en almindelig svømmetur og aktiviteter som windsurfing, kitesurfing og dykning.
Langt væk fra turistmasserne
Det er netop den rolige atmosfære, der er en vigtig del af øens stigende popularitet.
Mens mange af Europas traditionelle solferiedestinationer hvert år fyldes med millioner af gæster, bliver Porto Santo fremhævet som et sted for rejsende, der søger et langsommere tempo, varme og strand uden det samme menneskemylder.
Fra Madeira tager færgeturen til øen omkring to en halv time fra Funchal.
Porto Santo er altså ikke længere helt så ukendt, som den tidligere har været.
Med en interesse, der på blot ét år er steget med 85 procent, kan det derfor være værd at få øen på radaren, før resten af feriegæsterne opdager den.