Forside Bil og motor Lader du din elbil til 100 procent? Så bør du...

Lader du din elbil til 100 procent? Så bør du læse dette

Lader du din elbil til 100 procent? Så bør du læse dette
GBJSTOCK/shutterstock.com

Mange lader længere, end der egentlig er behov for.

Når danske elbilister stopper for at lade ved lynladere på farten, benytter mange muligheden til at lade batteriet helt op.

Nye tal fra OK viser, at næsten hver tredje opladning ved offentligt tilgængelige lynladere fortsætter, efter at batteriet har nået 80 procent. Hver syvende opladning fortsætter efter 90 procent.

Det kan i visse tilfælde give god mening at lade batteriet op over 80 procent, afhængigt af hvad du skal.

Men de sidste procenter ved opladningen står ofte ikke mål med ventetiden, fordi ladehastigheden typisk falder markant, når batteriet nærmer sig fuldt opladt.

Sådan skriver OK i en pressemeddelelse.

Den overordnede tommelfingerregel er derfor at lade bilen op til 80 procent på farten.

I nogle elbiler kan opladning fra 80 til 100 procent tage næsten lige så lang tid som fra 10 til 80 procent.

“Vi forstår godt, at mange gerne vil lade helt op. De sidste procent fra 80 til 100 giver selvfølgelig lidt ekstra rækkevidde til turen, men strømmen tager i de fleste tilfælde uforholdsmæssigt lang tid at få på. Det kan derfor give længere ladestop – og samlet set en længere rejse” siger Thor Folmann Krarup, der er chef for e-mobilitet i OK.

“Hvis man vil have mest mulig rækkevidde ud af ladetiden, er det ofte bedre at tage et kortere stop op til omkring 80 procent end at vente på de sidste procent op mod 100. Faktisk kan det på længere ture være mere effektivt at tage to kortere ladestop til 80 procent end ét langt til 90 eller 100 procent” siger han.

Stort ladenetværk giver ro

Den nuværende ladeinfrastruktur betyder desuden, at elbilister kan planlægge turen med ro i maven.

I Danmark er der i dag kort afstand mellem hurtige ladestandere, og alene OK har en hurtig- eller lynlader inden for maks. 25 kilometer, uanset hvor i landet du befinder dig.

Derfor behøver man ikke være bekymret for, om en nogenlunde opladet bil kan nå frem til næste ladestop.

“Nogle lader ekstra for at være på den sikre side, og fordi det kan føles nemt og bekvemt, når bilen er fyldt op. Andre lader bilen helt op, fordi det er noget, vi er vant til fra benzinbilen og tankstationen – og det er helt forståeligt. Men med det tætte ladenetværk og ladehastighederne giver det god mening at nøjes med at lade til 80 procent. Det går hurtigere for dig selv og skaber et godt flow ved ladestanderne, som både gavner dig og andre” siger Thor Folmann Krarup.

Energiselskabet OK har mere end 5.300 ladepunkter langs vejene, i byerne og i ladeparker landet over, og mange flere er på vej i de kommende år.

Fakta:

Tal fra OK’s offentligt tilgængelige lyn- og hurtigladestandere i første kvartal af 2026:

Opladninger til 81 procent eller mere

Hurtigladere: 39 procent af opladningerne
Lynladere: 31 procent af opladningerne

Opladninger til 91 procent eller mere:

Hurtigladere: 23 procent af opladningerne
Lynladere: 15 procent af opladningerne

Ads by MGDK