Kontrolprøver har afsløret helt op til ni forskellige pesticider i samme jordbær, hvilket bekymrer eksperter på området.
Fødevarestyrelsen fandt pesticider i næsten halvdelen af et større antal jordbærprøver, som blev udtaget til kontrol sidste år.
Det viser tal, som det undersøgende medie Danwatch ifølge Ritzau har fået aktindsigt i.
Konkret blev der påvist mellem tre og ni forskellige pesticidtyper i 21 ud af 47 prøver.
Ni af prøverne kom fra danske jordbær, mens resten stammede fra Tyskland, Polen, Holland, Belgien, Kina og Marokko.
Eksperter er bekymrede
Selvom de fundne pesticider som udgangspunkt er godkendt i EU og typisk holder sig inden for de tilladte grænseværdier, er det ikke gode nyheder.
Flere eksperter har udtrykt bekymring for de samlede effekter ved at blive udsat for mange forskellige stoffer på én gang.
Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi ved Københavns Universitet, peger på, at blandingen er et særligt problem.
“Når du sætter flere forskellige stoffer med samme skadevirkning sammen, så øger man risikoen for sundhedsproblemer,” siger hun til Danwatch.
Hormonforstyrrende stoffer
Hun forklarer også, hvorfor hun ser det som problematisk, at der er fundet pesticider i så mange af prøverne.
“Det er problematisk, fordi pesticiderne er skabt til at dræbe insekter, larver og svampe, og derfor er de hormonforstyrrende og kan påvirke nervesystemet,” siger hun.
Ifølge Danwatch deler flere eksperter denne bekymring for de mulige sundhedsmæssige konsekvenser ved eksponering for pesticider i fødevarer.