Sebastian Juul
En anderledes tilgang kan spare både tid og arbejde i haven.
For mange haveejere er sommeren lig med den samme tilbagevendende rutine.
Græsset vokser, plæneklipperen findes frem, og endnu en weekend går med at holde haven pæn og velplejet.
Men hvad nu hvis noget af arbejdet i virkeligheden er unødvendigt?
Flere haveentusiaster vender i disse år ryggen til den klassiske idé om, at en velholdt have skal være kortklippet, symmetrisk og helt fri for alt, der minder om vild natur.
I stedet vinder en mere afslappet tilgang frem, hvor naturen i højere grad får lov til selv at gøre en del af arbejdet.
For nogle har det betydet mindre vanding, færre problemer med ukrudt og markant mindre tid bag plæneklipperen.
Græsset blev en hjælp i stedet for et problem
Den såkaldte japanske havemetode handler grundlæggende om at arbejde sammen med naturen frem for imod den.
I stedet for hele tiden at klippe græsset helt ned og fjerne afklippet, får græsset lov til at vokse mere frit.
Samtidig bliver afklippet liggende eller brugt som barkflis omkring træer, buske og grøntsager.
Tanken er enkel: Græsset skal ikke ses som affald, men som en ressource.
Når afklippet bliver liggende på jorden, fungerer det som et beskyttende lag, der holder på fugten, beskytter mod udtørring og langsomt bliver til naturlig gødning.
Det skriver Kaipkada.
Jorden ændrer sig med tiden
Ifølge tilhængere af metoden bliver fordelene tydeligere i takt med tiden.
Jorden holder bedre på fugten, der kommer flere regnorme, og planterne får lettere ved at klare varme perioder. Samtidig bliver behovet for vanding mindre, fordi jorden ikke længere ligger ubeskyttet i solen.
Metoden bryder med den traditionelle opfattelse af, at bar jord er et tegn på en velholdt have.
Tværtimod fremhæves et naturligt lag af græs eller barkflis som en vigtig del af et sundt havemiljø.
Mindre arbejde og mere liv
Et andet centralt element er at acceptere, at haven ikke nødvendigvis skal ligne en golfbane.
I stedet for at slå alt græs ned prioriteres de områder, hvor det faktisk er nødvendigt, for eksempel langs stier, omkring bede og ved terrassen. Resten får lov til at udvikle sig mere naturligt.
Resultatet er ofte mindre arbejde, færre ture med plæneklipperen og en have med mere liv.
For mange er det netop dét, der gør metoden attraktiv.
Haven bliver mindre et projekt, der hele tiden skal kontrolleres, og mere et levende økosystem, som hjælper sig selv på vej.
