Forside Generelle nyheder Ny lov er trådt i kraft: Bilister får ekstraregning

Ny lov er trådt i kraft: Bilister får ekstraregning

biler
Wirestock Creators / Shutterstock.com

Bilister skal betale mere

Trafikken styres ned til mindste detalje.

Fartgrænser, forbud mod mobiltelefoner og regler for overhaling er indført for at øge sikkerheden og reducere risikoen for ulykker.

Overtræder man reglerne, kan man risikere en bøde og i nogle tilfælde klip i kørekortet.

Nu kommer der også en ekstra regning.

Siden 15. februar er bidraget til Offerfonden blevet fordoblet fra 500 kroner til 1.000 kroner ved grove færdselsforseelser.

Beløbet lægges oven i bøden og eventuelle klip i kørekortet.

Ændringen er en del af en større strafreform, som også skærper straffen for grov vold, voldtægt, vold mod offentligt ansatte og vanvidskørsel.

Det forhøjede bidrag skal dog ikke gå til trafikofre.

Pengene skal blandt andet styrke indsatsen mod partnervold og sikre kortere sagsbehandlingstid i Erstatningsnævnet.

Bilister betaler størstedelen

Hos FDM møder det kritik.

Organisationen fremhæver, at det primært er bilister, der finansierer fonden.

”Selvom det utvivlsomt er vigtigt at hjælpe ofre for fx personfarlig kriminalitet, er det et faktum, at Offerfonden i høj grad finansieres af bilister, der har brudt færdselsloven, uden at der var et offer involveret. Det virker urimeligt, at bilister skal finansiere hjælp til ofre for andres forbrydelser, som ikke har noget med trafik at gøre. Vi har svært ved at se logikken i det,” siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange i en pressemeddelelse.

Offerfonden blev oprettet i 2014 og modtager bidrag fra lovovertrædere i alvorlige sager samt ved grovere færdselsforseelser.

Det gælder fx brug af håndholdt mobil under kørsel eller hastighedsoverskridelser på over 30 procent.

I 2024 kom 86 procent af fondens indtægter fra bilister. Alligevel har kun en mindre del af de støttede projekter haft fokus på trafikofre.

Ud af 377 projekter har 65 været helt eller overvejende relateret til trafik.

”Det er mærkeligt, at midlerne i vid udstrækning ikke bruges på trafikofre og bedre trafiksikkerhed, når bilisterne er den gruppe, der primært finansierer Offerfonden. Der bør være en klar sammenhæng mellem indtægter og udlodning, når man vælger, hvilke projekter der skal støttes,” siger Dennis Lange.

For bilister betyder det, at en alvorlig overtrædelse nu kan mærkes endnu mere på kontoen.

Ads by MGDK