Forside Sundhed Du indånder det dagligt: Nyt studie kobler luftforurening til frygtet...

Du indånder det dagligt: Nyt studie kobler luftforurening til frygtet sygdom

Old people, demens, dementia, ældre, sundhed, tired
Shutterstock

Millioner af mennesker udsættes dagligt for de partikler, som nu vækker bekymring.

Et nyt internationalt studie peger på, at længerevarende udsættelse for luftforurening kan være forbundet med en øget risiko for flere alvorlige demenssygdomme.

Forskerne bag studiet fandt blandt andet en sammenhæng mellem fine partikler i luften, kvælstofdioxid og risikoen for både Lewy body-sygdom og Parkinson-relateret demens.

Studiet er udført af University of Florida i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Millioner af danskere indgik i undersøgelsen

Forskerne brugte danske nationale registre og anonymiserede data fra mere end 2,1 millioner personer i alderen 65 til 95 år.

Med udgangspunkt i oplysninger om bopæl, helbred og luftforurening undersøgte forskerne, hvor stor en eksponering deltagerne havde haft for luftforurening i årene før en demensdiagnose.

Resultaterne viste, at selv små stigninger i luftforurening var forbundet med en øget risiko for sygdom.

En stigning på 5 mikrogram fine partikler per kubikmeter luft var blandt andet forbundet med næsten firedoblet risiko for Lewy body-sygdom og mere end dobbelt så høj risiko for Parkinson-relateret demens.

Forskerne fandt også en øget risiko ved højere niveauer af kvælstofdioxid, som blandt andet kommer fra trafik og afbrænding af fossile brændstoffer.

Luftforurening kan påvirke hjernen

Ifølge forskerne er de små partikler særligt problematiske, fordi de kan trænge dybt ned i lungerne, videre ud i blodbanen og i nogle tilfælde passere blod-hjerne-barrieren.

Tidligere forskning har peget på, at partiklerne kan skabe inflammation og påvirke processer i hjernen, som er forbundet med neurologiske sygdomme.

“Selvom forskningen ikke kan fastslå en direkte årsagssammenhæng, viser den en tydelig sammenhæng mellem luftforurening og øget demensrisiko,” siger Jakob Christensen, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet

Forskerne peger også på begrænsninger

Forskerne understreger samtidig, at studiet har flere begrænsninger.

Undersøgelsen bygger på hospitalsdiagnoser, hvilket betyder, at mildere tilfælde muligvis ikke er registreret. Studiet indeholder heller ikke detaljer om livsstilsfaktorer som rygning eller udsættelse for pesticider.

Ifølge forskerne peger resultaterne dog på, at luftforurening kan være en vigtig miljøfaktor i udviklingen af sygdomme, der påvirker hjernen.

Ads by MGDK