Forside Generelle nyheder Nye blå skilte dukker op i trafikken: Dette betyder de

Nye blå skilte dukker op i trafikken: Dette betyder de

Nye blå skilte dukker op i trafikken: Dette betyder de
Randers Kommune

Du kan risikere at møde de nye blå skilte i trafikken.

Randers Kommune sætter nu ekstra fokus på trygge skoleveje i Kristrup.

Omkring Kristrup Skole er der netop opsat nye skilte, som markerer de anbefalede skoleveje – ruter, der er udvalgt for at give børn de bedste muligheder for at gå eller cykle sikkert til skole.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Opsætning af nye skilte i trafikken

Anbefalede skoleveje findes allerede ved de fleste skoler i Randers Kommune.

Ved Kristrup Skole afprøver kommunen nu et pilotprojekt, hvor ruterne bliver synlige i bybilledet gennem fysiske kampagneskilte og en lokal kampagne målrettet forældre, børn og lærere.

”Når vi markerer de anbefalede skoleveje i byrummet, gør vi det lettere for både børn og forældre at vælge de ruter, der giver de bedste forudsætninger for en tryg skolevej. Nogle gange kan ruten være en lille omvej, men til gengæld er der bedre oversigt, lavere hastighed og mere sikre krydsninger,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.

Skiltene omkring skolen er allerede sat op, og de kommende dage vil der blive opsat skilte i Stånum, Mukdrup, Paderup, Romalt og resten af Kristrup.

De anbefalede skoleveje er udvalgt på baggrund af en faglig vurdering af trafikmængde, hastighed, oversigtsforhold, uheldsstatistik samt eksisterende faciliteter som cykelstier, fortove og sikre krydsninger.

Målet er at fremme cykling og gang til skole

Samtidig er formålet med indsatsen at skabe større tryghed for forældre, så de kan lade deres børn transportere sig selv til skole.

”Mange forældre vil gerne lade deres børn gå eller cykle til skole, men trygheden skal være i orden. Med de anbefalede skoleveje giver vi familierne et gennemtænkt forslag til en god og sikker rute, som man kan øve sammen med sit barn,” siger Kasper Fuhr, formand for Børn- og Skoleudvalget.

Når flere børn går eller cykler til skole, kan det samtidig være med til at mindske trængslen omkring skolen i morgentrafikken.

Kan bane vej for flere skoler

Erfaringerne fra Kristrup skal nu bruges til at vurdere, hvordan indsatsen kan udbredes til flere skoler i kommunen.

I området omkring Kristrup Skole er de anbefalede skoleveje markeret med blå ”Skolevej”-skilte.

På Randers Kommunes hjemmeside kan forældre også finde et kort over ruterne samt korte videoer, der gennemgår skolevejene og forklarer baggrunden for projektet.

Ads by MGDK