Forside Kæledyr Mange har dette i deres hjem: Er livsfarligt for din...

Mange har dette i deres hjem: Er livsfarligt for din hund

Katt, hund, cat, dog
Ermolaev Alexander / Shutterstock.com

Selv en meget lille dosis, kan være dødeligt for hunde.

Lige nu læser andre

Mange hundeejere nyder, at hunden er med, når hverdagens opgaver klares derhjemme. Men i visse situationer er det vigtigt at holde hunden på afstand – for eksempel når der fyldes kølervæske på bilen, eller når låsen på døren skal smøres.

Både bremsevæske, kølervæske og låseolie indeholder ethylenglycol. Stoffet kan skade hundens nyrer, hjerte og nervesystem alvorligt, forklarer Agria Dyreforsikrings chefdyrlæge, Mogens Brix Koldkjær:
– Ethylenglycolforgiftning kan forårsage permanent nyreskade og kan i værste fald føre til døden. Vores hunde risikerer at dø af så lidt som 4-7 ml ethylenglycol pr. kg kropsvægt, advarer han og opfordrer derfor til, at du lukker hunden væk, hvis du f.eks. arbejder på din bil og skal påfylde kølervæske, frostvæske eller skifte bremser. Men også når du smører husets dørlåse med låseolie skal du være påpasselig og sørge for at tørre af, hvis der er ”løbere”.

To typiske forgiftningsmetoder

Ethylenglykol har en let sødlig lugt og smag, som hunde ofte lader sig tiltrække af.

Derfor bliver hunde bliver oftest forgiftet med ethylenglykol ved enten at slikke spildt væske op fra gulv eller jord eller ved at drikke fra en åben dunk med væske, der indeholder glykol.

Derfor anbefaler chefdyrlægen, at hundeejere er ekstra opmærksomme i garager, værksteder og på parkeringspladser. Hunde bør ikke få lov til at snuse eller slikke på overflader, hvor der kan være spildt kølervæske eller lignende.

Læs også

Frostvæske kan føre til nyresvigt

De første tegn på forgiftning viser sig typisk fra 30 minutter til 12 timer efter, at hunden har indtaget ethylenglykol.

Symptomerne kan blandt andet være kvalme, øget drikketrang, kramper, usikker gang, øget tissetrang og opkast.

Hvis der er gået mindre end 1–2 timer siden indtagelsen, kan dyrlægen fremkalde opkast og iværksætte behandling, blandt andet med en modgift, der kan beskytte nyrerne.

Da ethylenglykol nedbrydes langsomt i kroppen, kan hunden efter cirka 12 timer virke til at få det bedre. Det er dog ofte mellem 12 og 24 timer efter indtagelsen, at den alvorlige nyreskade viser sig. Her kan hunden få kramper, bevidsthedstab, akut nyresvigt og ophør af urinproduktion. Når hunden når dette stadie, er dens tilstand kritisk.

Hvis du har den mindste mistanke om, at din hund har indtaget ethylenglykol, skal du straks kontakte en dyrlæge. Det er afgørende ikke at vente på, at symptomerne bliver værre, understreger Mogens Brix Koldkjær. Hurtig behandling kan være forskellen på liv og død.

Læs også

Fakta om ethylenglykol-forgiftning

  • Hvis en hund har indtaget mere end 2 ml pr. kilo kropsvægt, anbefales behandling.
  • Hvis mængden er ukendt, vil dyrlægen ofte starte behandling for en sikkerheds skyld, da stoffet er ekstremt giftigt.

Sådan forebygger du forgiftning

  • Opbevar altid væsker med ethylenglykol utilgængeligt for hunden.
  • Tør grundigt op, hvis du spilder kølervæske, frostvæske eller bremsevæske.
  • Hold hunden væk fra garager, værksteder og parkeringspladser, hvor risikoen for spild er størst.
Ads by MGDK