Liva Høyberg
Kokken fortæller om sine mest uforglemmelige øjeblikke.
På et hospice er måltider mere end mad. De er øjeblikke af omsorg, nærvær og små glimt af glæde midt i en svær tid.
Det ved den britiske kok Spencer Richards alt om. Han står hver dag i køkkenet på Sobell House Hospice i Oxfordshire, hvor hans retter ofte bliver det sidste, et menneske spiser. Et ansvar, han bærer med stor respekt.
En særlig ære i køkkenet
Spencer drømmer ikke om Michelin-stjerner eller prestige. Hans arbejde handler om noget langt mere menneskeligt: at skabe måltider, der betyder noget. Som han siger:
“Jeg tror, der ikke findes nogen større ære for en kok end at tilberede nogens sidste måltid.”
Ofte er det ikke gourmetmad, der ønskes, men noget velkendt og enkelt. Noget der smager af barndom eller tryghed. Han fortæller blandt andet om en ung mand på 21, der mistede lysten til at spise. Men da Spencer fandt ud af, at han elskede street food, kom der hurtigt tacos og burgere på bordet – og humøret vendte tilbage.
Små øjeblikke, der betyder alt
For mange patienter kan selv et enkelt måltid vække gamle minder til live. Spencer husker en 93-årig kvinde, der ikke havde fejret fødselsdag i 80 år.
Hun fik serveret et stykke kage med tændte lys, og det gjorde stort indtryk. Hun fortalte ham, at “det var den bedste dag i hendes liv”.
For kokken er det sådanne øjeblikke, der gør arbejdet meningsfuldt. Det handler ikke om avancerede retter, men om at give patienterne en sidste god oplevelse – måske en, de ikke har fået i årevis.
Den mest populære ”sidste ret”
Når sygdommen tager over, ændrer smagssansen sig ofte. Salt kan føles for stærkt, og appetitten falder. Derfor justerer Spencer sine retter efter patienternes behov, skruer ned for saltet og bruger milde urter for at finde den rigtige balance.
Men én ting går igen hos de fleste: ønsket om kage. Som han fortæller:
“Kage. Folk vil gerne have et lille stykke kage som deres sidste måltid.” Det er noget enkelt, sødt og trygt – måske den perfekte afslutning for mange.
Smilene husker han altid
Spencer Richards siger, at han sjældent husker navnene på dem, han har lavet mad til. Men smilene – dem glemmer han aldrig. Og netop de smil, siger han, er det største bevis på, at et måltid kan være meget mere end mad. Det kan være et sidste kærligt minde.
