Nationalmuseet afslører: Sådan fejrede man jul på den fattige gård

Julen var en særlig tid – også på de små gårde, hvor midlerne var få, men juleglæden stor. For selv om der ikke var råd til store træer, dyre gaver eller glitrende pynt, blev julen fejret med varme, hjemmelavede traditioner og enkle glæder.

Når grangrene erstattede juletræet

I mange hjem på landet var der ikke råd til et helt juletræ. I stedet nøjedes man med at samle nogle grangrene, som blev sat i et kar eller en krukke og pyntet efter bedste evne. Pynten var ofte hjemmelavet – små kurve, flettede hjerter af gamle aviser eller ringe klippet af tørrede gåserør. Nogle hængte også farvede stofstykker eller bånd på grenene for at skabe lidt ekstra festlighed.

Selv stuen blev pyntet med, hvad man havde. Stedsegrønne grene blev sat bag billederne på væggene, og bordet fik sin fineste hvide dug. Æblerne blev pudset, så de skinnede, og duften af gran blandede sig med varmen fra komfuret.

Sigtebrød som juleløn

For mange familier var julen også en tid, hvor familien samledes – måske for første gang i månedsvis. De unge, som tjente på gårde i nabolaget, kom hjem på besøg i juledagene, ofte med deres juleløn i hænderne. Lønnen bestod ikke af penge, men af madvarer som sigtebrød, pølse eller smør, som blev delt med familien.

Julen på den fattige gård var enkel, men fyldt med fællesskab. Det handlede ikke om gaver eller overflod, men om at være sammen og skabe lidt ekstra glæde midt i vintermørket.

Julens hjerte fandtes i det små

Selvom pynt og mad var beskedne, var juleaften noget særligt. Bordet blev dækket pænt, og man spiste, hvad man havde – ofte grød, sild eller lidt flæsk. Måske blev der sunget en salme, og børnene fik et lille stykke hjemmebag.

Julen på den fattige gård var ikke præget af overflod, men af omtanke, kreativitet og samvær – værdier, der stadig giver genlyd i julens ånd den dag i dag.

Denne artikel er baseret på information fra Nationalmuseet.dk