Hvorfor holder vi egentlig lillejuleaften?

Den 23. december – dagen før den store aften – er for mange danskere næsten lige så traditionsrig som juleaften selv. Men hvorfor har dagen egentlig fået sin egen plads i kalenderen?

En dag til forberedelser og fred

Lillejuleaften har sine rødder langt tilbage i historien. I gamle dage var julen en periode på hele 12 dage, hvor alt arbejde skulle ligge stille. Kun det mest nødvendige måtte gøres – som at fodre dyrene. Derfor blev dagen før jul den store afslutningsdag, hvor alt skulle gøres klart.

Husene blev vasket og kalket, gulvene dækket med frisk halm, og både folk og fæ skulle være rene og klar til højtiden. Selv tøjet skulle være nyvasket, og alt mad skulle være tilberedt inden juleaftensdag.

Der var en gammel tro på, at intet snavs måtte tages med ind i det nye år. Derfor blev der skuret og skrubbet fra morgen til aften – en tradition, mange nok stadig mærker, når støvsugeren kører på højtryk d. 23. december.

Julefreden sænker sig

Når alt var gjort klar, indtrådte julefreden. I middelalderen var julefreden ikke kun et udtryk for ro og hygge – det var en reel lov.

I de 12 juledage måtte ingen yppe kiv, begå vold eller forstyrre freden. Brød man den, ventede der hårdere straffe end normalt.

Det var altså sidste chance for at få afgjort uenigheder eller – som man sagde med et glimt i øjet – tage et rask slagsmål, inden julefreden begyndte.

Moderne lillejuleaften

I dag er lillejuleaften for mange stadig en travl dag – men på en hyggelig måde. Det er her, vi pynter træet, koger risengrøden til risalamanden og pakker de sidste gaver ind.

Selvom vi ikke længere vasker stalden eller kalker bjælkerne, lever ånden bag traditionen videre: at få afsluttet året, finde ro og gøre klar til julens fred og samvær.

Så når du i aften tænder de første lys og sætter risengrøden over, følger du faktisk en tradition, der går flere hundrede år tilbage – dagen, hvor freden begynder at sænke sig.

Denne artikel er baseret på information fra Wikimedia og Madam Sif.