Mange ældre har mærket de stigende priser på pengepungen – nu kommer der endelig en økonomisk håndsrækning.
Lige nu læser andre
Selvom priserne på alt fra dagligvarer til el og varme fortsat bider sig fast, er der endelig lidt økonomisk lys i horisonten for landets pensionister. For mange ældre har de seneste år med inflation og stigende leveomkostninger sat deres præg på privatøkonomien, og hver en krone har skullet vendes.
Men nu kan pensionisterne se frem til en lille håndsrækning, når kalenderen rammer 1. januar 2026. Her hæver ATP nemlig den livslange pension for alle sine for alle sine medlemmer med 2 procent.
Det betyder, at tusindvis af pensionister får lidt mere at gøre godt med i det nye år.
Flere penge til pensionisterne
For et gennemsnitligt medlem betyder det, at den årlige ATP-pension stiger til 17.340 kroner. Det er to år siden, ATP sidst forhøjede pensionen – dengang med 3 procent.
Den nye stigning koster omkring 11 milliarder kroner, som finansieres af ATP’s fælles midler. Siden 2016 har ATP samlet brugt omkring 54 milliarder kroner på at hæve pensionerne for sine medlemmer.
Læs også
Administrerende direktør i ATP, Martin Præstegaard, glæder sig over, at det igen er muligt at give pensionisterne lidt ekstra:
”For ATP handler det om tryghed. Vi ved, at mange stadig mærker de stigende priser, og derfor er det glædeligt, at vi kan give vores medlemmer lidt mere luft i hverdagen,” siger han.
Skal følge prisudviklingen
ATP’s bestyrelse vurderer løbende, om der er frie midler til at justere pensionerne. Målet er, at pensionens værdi skal følge prisudviklingen, så pensionisternes købekraft bevares.
Det er fjerde gang siden 2016, at ATP har hævet pensionen – enten for alle medlemmer eller kun for dem, der allerede er gået på pension.
”Vi har nok alle mærket, at priserne er steget de seneste år. Det har skabt et hul i økonomien, som er svært at lukke. Men med dette løft gør vi, hvad vi kan, for at give pensionisterne lidt mere luft i hverdagen,” siger Martin Præstegaard.
Fakta om ATP Livslang Pension
- ATP-pensionen er en del af danskernes grundpension sammen med folkepensionen.
- Den udbetales fra folkepensionsalderen og resten af livet.
- Ordningen omfatter næsten alle danskere – heraf omkring 1,1 millioner pensionister.
- Den gennemsnitlige pensionist får udbetalt cirka 17.000 kroner om året i ATP Livslang Pension.
Læs også
For mange pensionister kan den ekstra stigning i ATP betyde lidt mere økonomisk ro i en tid, hvor priserne på dagligvarer og varme fortsat presser husholdningsbudgettet. En lille, men kærkommen håndsrækning fra ATP – og en god måde at starte det nye år på.