Først da medierne blandede sig, skete der noget.
Lige nu læser andre
Efter flere afslag har 65-årige Gert Rasmussen fra Jylland endelig fået medhold i sin kamp mod Udbetaling Danmark.
Myndigheden har erkendt en fejl i beregningen af hans Tidlige Pension og retter nu op, så Gert kan se frem til en efterbetaling på omkring 10.000 kroner.
Det skriver Fagligsenior.
En opslidende kamp
Gert Rasmussen gik på Tidlig Pension 1. marts i år, men ønskede fortsat at hjælpe sin tidligere arbejdsgiver med lidt arbejde.
Reglerne tillader en årlig arbejdsindtægt på op til 27.100 kroner uden, at pensionen påvirkes. Tjener man mere, modregnes ydelsen.
Læs også
Alligevel oplevede Gert, at hans pension blev beskåret, fordi Udbetaling Danmark medregnede en løn fra februar som marts-indkomst.
Problemet opstod, da han i marts fik udbetalt løn for februar, men fordi lønperioden teknisk set strakte sig til 2. marts, blev hele beløbet modregnet.
Trods gentagne henvendelser fastholdt Udbetaling Danmark afgørelsen – indtil Faglige Seniorers nyhedsbrev gik ind i sagen.
Tre dage efter ændrede myndigheden kurs.
Retten til efterbetaling
Udbetaling Danmark har nu erkendt, at dele af Gerts løn burde henføres til februar og dermed ikke indgå i modregningen. Dermed står han til en efterbetaling på cirka 10.000 kroner.
Læs også
Sagen er dog ikke helt afsluttet. Fordi Gert klagede uden at få fuldt medhold, er sagen automatisk sendt videre til Ankestyrelsen.
Her skal det vurderes, om de sidste to dage i marts, hvor han slet ikke arbejdede, også skal tælles med.
Krav om mindre stive regler
Hos Faglige Seniorer peger landsformand Mette Kindberg på, at sagen afslører et større problem.
”Selvfølgelig skal regler overholdes. Men Gerts sag viser, at systemet kan blive så stift og nidkært, at det kan opleves som chikane. Når der sker fejl i beregningen af pension – som med Gert – rammer det ofte de seniorer, som faktisk ønsker at gøre en indsats og tage lidt arbejde ved siden af pensionen. De mennesker bør vi som samfund støtte – ikke straffe,” siger hun.
For Gert Rasmussen betyder kursændringen i det mindste, at han nu får ret i det meste af sin klage. Og med Ankestyrelsens afgørelse kan han måske også vinde den sidste del.