Vanvidsbilist uden kørekort kørte lastbil med farligt gods

112

22/04/2022

Modelfoto: Shutterstock
Modelfoto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Tungvognscenter Øst har specialister, som står for al færdselskontrol af lastbiler på Sjælland og Bornholm. De holder til i Midt- og Vestsjællands Politikreds, men torsdag kørte en færdselsbetjent en tur til Nordsjællands Politikreds i det gode vejr, for at kontrollere de lastbiler, han mødte på sin vej. Det skriver Midt- og Vestsjællands politi i døgnrapporten.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kl. 10.53 på Hørup Skovvej i Sundbylille, Frederikssund, stoppede motorcykelbetjenten en lastbil med blokvogn, som kørte en særtransport. Blokvognen var belæsset med en bulldozer, som var 4,15 m bred. Med på blokvognen var også en beholder, som indeholdt dieselolie, der betegnes som farligt gods. Det skulle vise sig, at der var mange ulovlige ting omkring denne transport.

Chaufføren viste sit kørekort på appen på mobiltelefonen, men den blinkede rødt. Den 27-årig mand fra Faxe, der kørte lastbilen, havde nemlig ikke noget gyldigt kørekort.

Kørekortet blev inddraget i forbindelse med en sag om vanvidskørsel på Tåstrupvej i Solrød i februar, hvor han blev målt til et køre hele 111 km/t i en personbil i byzonen, hvor det var tilladt at køre 50 km/t. Han måtte derfor heller ikke sidde bag rattet i det tons tunge vogntog.

Der var ikke styr på særtransporten, der kun var følgebil med foran og ikke en følgebil bagved også, som påkrævet når godset bredde er over 4 meter. Chaufføren havde desuden ikke styr på sine transportdokumenter omkring transport af farligt gods, beholderen med dieselolie var ikke efterset og godkendt til transport, og der var ikke en ildslukker med som virkede.

Godset på særtransporten var desuden bredere end tilladt ifølge særtransporttilladelsen.

Via den 27-åriges førerkort blev det konstateret, at han havde kørt i lastbilen hele 34 gange, selvom hans kørekort var inddraget.

Køreturen stoppede her, og han blev sigtet for de mange forseelser. Chaufføren kan forvente en ikke ubetydelig bøde i sagen, da en sag om kørsel uden førerret alene lægger op til en bøde på 7.000 kr.

Dertil kommer de øvrige overtrædelser, som løber op i en bødepåstand på omkring 10.000 kr.