Toldere gør kæmpe narkofund - gennemskuede chilicamouflage

112

07/03/2025

Genrefoto: Shutterstock
Genrefoto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der var dobbeltjackpot, da Toldstyrelsen og deres hunde kontrollerede pakker fra en kurér.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

To gange på få dage i februar fangede toldere store mængder kokain.

Ved en rutinekontrol hos en kurér markerede en toldhund en pakke, der viste sig at indeholde fem vakuumpakkede pakker med kokain, der var smurt ind i chili-paste.

Et par dage efter gjorde tolderne endnu et stort kokainfund, da de ved samme kurér tilbageholdt en pakke med mere kokain, som også var forsøgt dækket af chili-paste. De to pakker havde samme afsender.

”Der kommer flere og flere pakker til Danmark, og det er meget bekymrende, at nogle af dem indeholder farlige og sundhedsskadelige varer, som vi ikke vil have ind i landet. De seneste eksempler, hvor tolderne har fundet ca. 10 kilo kokain, som ellers ville kunne have gavnet kriminelle, viser endnu en gang med al tydelighed, at det afgørende med en god og effektiv toldkontrol i Danmark. Jeg er optaget af at give Toldstyrelsen de bedste forudsætninger for, at de kan tilbageholde de hårde stoffer, inden det ender i de kriminelle miljøer i Danmark,” siger skatteminister Rasmus Stoklund (S).

Generel stigning i narko-sager

Toldstyrelsen oplever generelt en stigning i antallet af sager med narkotika. En af årsagerne er, at tolderne oftere end før finder narkotika i pakker og breve, der ankommer til Danmark.

”Toldstyrelsens opgave er at beskytte det danske samfund mod indførslen af ulovlige varer, og når vi kan tilbageholde ca. 10 kilo kokain, som potentielt skal videresælges og dermed ud på gadeplan, er vi i den konkrete kontrol lykkedes stort med vores opgave. Vi ser med stor alvor på forsøg på indførsel af kokain, og vi forsøger hele tiden at optimere vores generelle risikovurderinger og profileringsarbejde, så vi kan stå knivskarpt i vores kontrol,” siger Jeppe Kjærgaard, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig import til Danmark. Sagerne er derfor blevet overdraget til Københavns Politi, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning.  

I 2024 fandt Toldstyrelsen 84 kilo kokain.