Stort set alle gør det, når de holder for rødt - nu er taxachauffør dømt for det

112

15/01/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Mange tror fejlagtigt, at loven er anderledes, end den faktisk er

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 53-årig taxichauffør er blevet dømt for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørsel, i mens han holdt stille for rødt. Dommen faldt ved Retten i Aalborg den 10. januar 2025.

Episoden fandt sted ved middagstid den 15. april 2024, da den 53-årige mand var på arbejde som taxichauffør. Han kørte ad Limfjordsbroen mod nord i Nørresundby og holdt stille i en højresvingsbane, da han benyttede håndholdt mobiltelefon til at læse en besked, imens han afventede, at lyset blev grønt, så han kunne køre videre og foretage sit højresving.

Retten i Aalborg idømte manden en bøde på 1500 kr. og et klip i kørekortet.

Hvad siger loven?

Ifølge Søren Juulsgaard Thomsen, politianklager i Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, tror mange bilister, at det er tilladt at bruge deres telefon, når de holder for rødt lys:

”Mange førere af køretøjer har den opfattelse, at de gerne må benytte håndholdt mobiltelefon, når bare køretøjet holder stille og altså ikke er i bevægelse,” forklarer han.

Denne opfattelse havde taxichaufføren også, og derfor nægtede han sig skyldig i den rejste tiltale.

Når en bilist holder stille i sit køretøj for rødt lys, så sidestilles det med at køre, og derfor er det i det her tilfælde ikke lovligt at benytte håndholdt mobiltelefon.

Søren Juulsgaard Thomsen uddyber:

”Det at holde stille for rødt lys anses for en naturlig del af kørslen, og derfor er det ifølge færdselslovens § 55a, stk. 1 ulovligt, selvom køretøjet ikke er i bevægelse, mens mobiltelefonen benyttes håndholdt.”

Generelt om mobiltelefon i trafikken

Det er forbudt at bruge håndholdt mobil og fx taste eller skrive på dit smartwatch på håndleddet, når du kører.

Det gælder både, når du kører personbil, lastbil, bus, motorcykel, lastbil, stor knallert, lille knallert, traktor, motorredskab, cykel, el-løbehjul og andre små motoriserede køretøjer, samt hvis du rider.

Læs mere her.