Præstøsagen: Mor og lille barn fundet dræbt

112

18/10/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De har været savnet siden onsdag i sidste uge.

Politiet har tirsdag eftermiddag fundet en 30-årig kvinde og hendes 11 måneder gamle barn dræbt i Næbskoven ved Præstø.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Efter en hel uges forsøg på at finde de to, afspærrede politiet tirsdag et område ved skoven, og indledte i løbet af eftermiddagen en større eftersøgning netop der.

Her vil de forsætte deres undersøgelser resten af aftenen, lyder det.

"Vi beder om forståelse for, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan gå yderligere i detaljer med sagen," siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i pressemeddelelsen.

Samtidig sender vicepolitiinspektøren en stor tak til offentligheden.

"Vi vil gerne sige tak til befolkningen for de mange henvendelser, der er kommet i den her sag. Vi sætter meget stor pris på, at borgerne støtter op om vores arbejde i en svær og ulykkelig sag som den her."

De pårørende er blevet underrettet.

Onsdag i sidste uge fandt politiet en 30-årig mand ved Svanvej i Præstø, som havde mistet livet. Umiddelbart efter blev kvinden og barnet efterlyst, da politiet frygtede, der kunne være sket dem noget.