POWER politianmelder Elgiganten for "omfattende fusk med førpriser"

112

04/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Direktøren i POWER medgiver, at det kan virke som et drastisk skridt.

Elektronik- og hvidevarekæden POWER har i dag valgt at politianmelde konkurrenten Elgiganten for fusk med førpriser.

Klokken 17.13 tikkede en anmeldelse i dag ind hos Københavns Politi fra elektronik- og hvidevarekæden POWER, som anmeldte sin konkurrent Elgiganten for brud på regler om prismarkedsføring i forbindelse med deres igangværende kampagne ”ADVARSEL! PRISFALD I ODENSE”.

Fejl i over 30 procent af tilbuddene

Baggrunden er mindst 92 tilfælde, hvor POWER har observeret, at Elgiganten har sat en vare til salg med en falsk førpris eller slet ikke har oplyst før-prisen, som man ellers skal. Reglerne siger, at hvis en vare markedsføres med en prisnedsættelse - for eksempel ved at skrive ”SPAR” - så skal førprisen oplyses. Førprisen er varens laveste pris de seneste 30 dage.

Den regel har Elgiganten efter POWERs vurdering overtrådt i flere tilfælde.

"Vi har kigget Elgigantens tilbudsmateriale igennem og har indtil videre fundet fejl i over 30 procent af deres tilbud, og det er det materiale, vi har givet videre til politiet i forbindelse med anmeldelsen. Jeg må sige, at jeg er rystet på de danske forbrugeres vegne, for her er vi altså langt ud over almindeligt sløseri eller uopmærksomhed. Jeg vil i stedet kalde det regulært og omfattende fusk med førpriserne," siger Jesper Boysen, administrerende direktør i POWER.

POWER-direktøren er helt med på, at en politianmeldelse kan virke som et drastisk skridt.

"Ja, det kan du tro. Men det her drejer sig jo ikke om et enkelt tilfælde med en enkelt anonym toaster, men i stedet om en række kendte varemærker og flagship-produkter, som er meget efterspurgte hos kunderne. Selvfølgelig kan fejl ske, men her lader det til at være med fuldt overlæg. Derfor har vi valgt at overgive sagen til politiet," siger Jesper Boysen.

Har tidligere påpeget ulovligheder i markedsføringen

Så sent som den 5. september 2024 rettede POWER via sin advokat henvendelse til Elgiganten med en kollegial henvisning til en række tilbud, hvor Elgiganten ikke overholdt markedsføringsloven. Dengang lød forklaringen fra Elgiganten, at ”fejlopsætningen er sket på grund af en menneskelig fejl. Dette er naturligvis meget beklageligt, og det har ikke været hensigten, at kampagnen skulle køre på denne måde”. Herefter blev de ulovlige tilbud rettet.

I samme mail lød det samtidig: ”Elgiganten har naturligvis fokus på prismarkedsføringsreglerne og er - ligesom POWER - interesseret i, at reglerne overholdes i markedet”.

"Den sidste linje der klinger meget hult i dag," siger Jesper Boysen og fortsætter.

"Normalt løser vi sådanne problemer internt i branchen, men denne gang er Elgiganten gået for vidt, og vores seneste dialog har åbenlyst ikke haft den store effekt. POWER agerer til daglig i en enormt prisfølsom branche, og i sidste ende har vi og resten af detailbranchen kun vores troværdighed og vores gode service at læne os op ad over for kunderne. Derfor er det enormt ødelæggende, når konkurrencen på markedet bliver skævvredet, fordi nogle vælger at snyde med deres prismarkedsføring. Og det er i sidste ende kun én gruppe, der sidder med sorteper – nemlig de danske forbrugere," siger Jesper Boysen.

Elgiganten har endnu ikke udtalt sig om politianmeldelsen.