Politikreds med advarsel til ældre: Smæk røret på og døren i

112

06/11/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Svindlere lader til at have udset sig ældre borgere på Langeland og Sydfyn, som deres næste ofre for svindel.

Politikommissær Finn Wegner Petersen fra Fyns Politi fortæller om mandagens anmeldelser:

”Vi har i går (mandag, red.) fået anmeldelser om at ældre kvindelige borgere på Sydfyn bliver udsat for bedrageri eller forsøg på det og det vil vi naturligvis gerne sætte en stopper for med det samme og derfor kommer den her advarsel.”

Er man pårørende til ældre borgere på Langeland og Sydfyn, må man gerne bidrage til at bringe advarslen videre til disse.

Sagerne fra mandag, som politiet kender til indtil nu

  • En 87-årig kvinde på Langeland bliver forsøgt svindlet. Familiemedlem til kvinden lugter lunten og kontakter politiet. Politipatrulje sendt til at modtage ”bankbuddet”, men svindleren dukkede aldrig op. Måske fordi vedkommende fornemmede at politiet var på sagen

  • En 88-årig kvinde fra Langeland bliver svindlet. Hun bliver ringet op og udleverer kode til kort pr telefon. Efterfølgende udleverer hun bankkort til ”pæn” ung mand i hvid skjorte, som kom for at hente kortet. Kortet efterfølgende misbrugt.

  • En 84-årig kvinde på Langeland bliver ringet op, og bliver af svindlere oplyst, at der florede foto på Facebook af hendes dankort. Bankbud sendt og kvinden udleverede kort og kode til ung dansk mand i hvid skjorte m. blond hår. Kortet efterfølgende misbrugt.

Fyns Politi bringer fotos af de formodede svindlere, så snart de er i ordensmagtens besiddelse.

Er man blevet udsat for denne type af bedrageri, eller har man oplevet, at nogen har forsøgt på det, så beder Fyns Politi om, at man anmelder det på 114.

De gode råd, så du undgår at blive svindlet

  • Du skal i udgangspunktet aldrig udlevere dit betalingskort, pinkode eller MitID til nogen

  • Hverken banker eller politi beder om at få kort eller pinkode udleveret

  • Smæk røret på og døren i, hvis nogen vil have udleveret kort eller koder    

  • Kontakt din egen bank/ bankrådgiver eller et betroet familiemedlem, hvis du er i tvivl

  • Mistænker du, at du eller en pårørende er blevet svindlet eller snydt, så kontakt politiet på 114

  • Ring til dit teleselskab og få oprettet "Udeladt nummer", så kan det ikke søges frem på Krak mm.