Politiet får 80 mio. kr. ekstra om året - skal brues på særligt område

112

23/01/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

En del af midlerne skal gå til en styrkelse af politiets indsats mod crime-as-a-service ved blandt andet at tilføre flere medarbejdere til politiets efterforskning, ligesom der afsættes i alt 110 millioner kr. til en generel robustgørelse af politiet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bander og andre kriminelle forsøger i stigende grad at lokke unge til at begå alvorlig kriminalitet med jobopslag på digitale tjenester.

Regeringen har derfor i tæt samarbejde med politiet de seneste måneder iværksat en række initiativer for at sætte ind over for den skræmmende udvikling.

Regeringen sætter nu massivt ind over for bander, der organiserer og bestiller alvorlig kriminalitet på krypterede beskedtjenester.

Som led i den indsats afsætter regeringen nu knap 80 mio. kr. i 2025 og derefter godt 83 mio. kr. i årene 2026 til 2028 til en markant styrkelse af efterforskningsindsatsen i Københavns Politi, idet størstedelen af episoderne har fundet sted i København, og til det digitale område i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) udtaler:

"Vi har et enormt dygtigt og kompetent politikorps, som hver dag knokler hårdt for at sikre vores tryghed i et stadigt mere komplekst kriminalitetsbillede. Vi har bl.a. været vidner til, at afstumpede bandekriminelle på digitale tjenester hyrer unge fra Sverige til at begå alvorlige forbrydelser i Danmark. Det tager regeringen dybt alvorligt, og det er afgørende, at politiet har de nødvendige ressourcer til at bekæmpe kriminalitet, når den udvikler sig i nye retninger. Derfor styrker vi nu politiets indsats. Blandt andet ved indkøb af nye it-værktøjer og flere medarbejdere til efterforskningen af den her type kriminalitet. Banderne skal mærke, at politiet hele tiden ånder dem i nakken. Også selv om de forsøger at gemme sig bag krypterede medier."

Sådan skal pengene bruges

Konkret lægges der op til, at der i NSK oprettes en taktisk enhed med ca. 10 årsværk og indkøbes nye it-værktøjer, som kan forbedre politiets muligheder for at få adgang til de kriminelles kommunikation på krypterede beskedtjenester og understøtte de komplicerede efterforskninger, der kræver særlige indgreb på det digitale område.

Københavns Politi styrkes ligeledes med ca. 35 årsværk til specialiserede efterforskningsgrupper dedikeret til indsatsen mod organiserede kriminelle, som udbyder alvorlig kriminalitet som f.eks. vold og drab som jobopslag på krypterede beskedtjenester.

Der vil være tale om en markant styrkelse af indsatserne i politiet og anklagemyndigheden, som bl.a. giver bedre mulighed for at gå efter bagmændene og sikre straffesagerne den hurtigst mulige vej gennem retssystemet.

Midlerne prioriteres inden for den afsatte ramme til tryghed på 500 mio. kr. årligt i 2025-2028 på finansloven for 2025. Der afsættes 79,5 mio. kr. i 2025 og 83,1 mio. kr. årligt fra 2026-2028.

Yderligere 110 millioner kr. til robustgørelse af politiet

Som følge af blandt andet Ruslands invasion af Ukraine og konflikten i Israel og Gaza, er det generelle trusselsbillede forværret og situationen har nødvendiggjort en øget politimæssig tilstedeværelse.

Derfor har regeringen afsat yderligere 110 millioner kr. til en robustgørelse af politiet i 2025 fra den afsatte ramme til tryghed på finansloven for 2025.

 I december 2024 besluttede regeringen desuden at prioritere yderligere 85 mio. kr. i 2025 til politiet og anklagemyndigheden.

Midlerne skal understøtte politiets økonomi i 2025 og betyder, at det på trods af stigende udgifter på bl.a. it-området kan undgås at reducere i antallet af civilt ansatte lokalt i politikredsene. Samtidig forventes det, at der samlet set vil ske en stigning i antallet af politibetjente i 2025