Siden 2018 har Peter Madsen, også kendt som "Raket-Madsen", siddet i fængsel for mordet på den svenske journalist Kim Wall.
Han er idømt livstid, men det forhindrer ham ikke i at begå nye ulovligheder, selvom han skal blive bag tremmer.
I 2020 forsøgte han nemlig at flygte, og han formåede da også at komme uden for murene. Han blev dog hurtigt anholdt og bragt tilbage til Herstedvester Fængsel, hvor han var indespærret på det tidspunkt.
Nu er den famøse opfinder imidlertid endnu en gang at finde på anklagebænken, omend dette må betegnes som en af de mindre forseelser, når man tænker på, hvad han ellers er dømt for.
Fredag ved Retten i Nykøbing Falster har han nemlig erkendt, at han har sendt breve ud af fængslet. Det er i strid med de regler, der gælder for dømte, der afsoner enten livstids- eller forvaringsdomme.
Strid om menneskerettigheder
Både Madsen og hans forsvarer, Tobias Stadarfeld, mener imidlertid ikke, at den drabsdømte opfinder skal dømmes. De er nemlig af den overbevisning, at reglerne om ikke at måtte sende korrespondance er i strid med menneskerettighederne.
Derfor forsøger de også at få prøvet sagen i forhold til menneskerettighedskonventionens artikel otte, som giver borgere ret til respekt for sit privatliv, familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Han er tiltalt for at have sendt mindst fire breve ud af fængslet. Det har han ifølge politiet gjort ved at sende breve til offentlige myndigheder – som indsatte godt må sende ukontrollerede breve til – med breve til to kvinder indeni.
Brevvekslingen skulle ifølge tiltalen være sket mellem september og december 2022.
Reglen om, at livstidsdømte ikke må sende breve til eller få besøg omverden blev vedtaget i Folketinget i januar 2022. Det omfatter personer, som den dømte ikke kendte inden sin varetægtsfængsling, og det gælder desuden for de første 10 år af dommens varighed.