Pensionister fra Aabenraa afleverede deres kreditkort til falsk bankmand

112

10/08/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Tre gange de seneste dage har en svindler forsøgt at narre ældre kvinder i Aabenraa-området til at udlevere deres kreditkort.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog tirsdag en anmeldelse om, at anmelderens mormor mandag blev kontaktet telefonisk af en person, der udgav sig for at være bankmand.

Han forklarede den ældre kvinde, at hendes kreditkort var blevet hacket i Spanien, og at han derfor ville komme hjem til kvinden i hendes hjem i Aabenraa og hente det pågældende kort.

Kvinden udleverede derefter kortet til den falske bankmand, som efterfølgende hævede en del penge på kvindens konto.

To andre kvinder - en 89-årig kvinde fra Aabenraa og en 85-årig kvinde fra Kliplev - er de seneste dage blevet kontaktet af en svindler med præcis samme historie. Den ene kvinde fattede mistanke til manden og afleverede ikke kortet, da svindleren dukkede op hjemme hos hende. Den anden kvinde afleverede sit kreditkort, men der blev ikke hævet på det.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod, at man udleverer sit kreditkort, koder eller andre oplysninger i telefonen eller udleverer sit kort til fremmede. Advar gerne ældre familiemedlemmer eller venner om at der er en svindler i området. Kommer du eller en du kender tvivl om, der er tale om svindel, så kontakt gerne politiet på 1-1-4 og få hjælp. 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker nu sagen og vil gerne høre fra vidner. De tre kvinder beskriver manden som en mand med mellemøstligt udseende på mellem 180-185 centimeter med mørkt, kort hår, som på gerningstidspunkterne var iført sorte cowboybukser og en sort trøje.

Ring til på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.