Overgrebet fandt sted i december 2023 efter en julefrokost med kollegerne fra en institution på Mors.
En 34-årig mand skulle sammen med en kollega overnatte hjemme hos en tredje kollega, og det var her - hjemme hos den 61-årige kollega - det seksuelle overgreb fandt sted.
Den 61-årige mand blev i går, tirsdag den 14. januar 2025, fundet skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje ved at have udnyttet, at den 34-årige mandlige kollega ikke kunne gøre modstand, fordi han var beruset og sov.
Den 61-årige havde trukket bukserne af kollegaen og suttet på hans lem.
Thi kendes for ret
Retten i Holstebro idømte manden seks måneders ubetinget fængsel for overgrebet.
"Det kan være rigtig grænseoverskridende at anmelde sig voldtaget, måske særligt for en mand, men dommen i dag viser tydeligt, at man hverken som mand eller kvinde skal acceptere overgreb, og jeg er tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand og idømt den tiltalte en længere, ubetinget fængselsstraf", siger senioranklager Iben Ernst Bøttker, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 61-årige mand har under hele sagen nægtet sig skyldig og udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen.