Ny svindelmetode vinder frem: Det skal du vide om "vishing"

112

16/08/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er noget sværere at gennemskue.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Du bliver ringet op af dit teleselskab, og stemmen i den anden ende lyder velkendt og professionel, men hvad du ikke ved, er, at du netop er blevet målet for en udspekuleret svindelmetode, der vokser i omfang. 

Metoden kaldes ‘vishing’, og den er kun blevet forstærket gennem kunstig intelligens.

Det skriver Ekstra Bladet

Sværere at gennemskue

Ulrik Holm Nielsen, it-sikkerhedsspecialist hos Cyber Consultia, advarer om, at denne nye bølge af vishing-angreb er mere sofistikeret og dermed sværere at gennemskue.

"Vi har jo arbejdet med fænomenet i mange år, men hvor det tidligere har været personer fra fx Indien, som har lavet masseopkald i forsøget på at narre eksempelvis konto-oplysninger fra et offer, kan det nu klares af én enkelt person ved hjælp af kunstig intelligens," uddyber Ulrik Holm Nielsen. 

Han påpeger, at AI-genereret tale i dag er så overbevisende, at mange ikke kan skelne den fra en ægte menneskestemme.

Virksomheder kan bidrage ubevidst til fænomenet

Problemet bliver kun forværret af, at flere myndigheder og virksomheder benytter automatiserede opkald, hvilket gør det endnu sværere for den almindelige borger at vurdere, om de taler med en rigtig medarbejder eller en svindler.

Ulrik Holm Nielsen fortæller, at et eksempel på vishing er, når svindlere ringer fra et dansk nummer og udgiver sig for at være fra et kendt teleselskab. Herefter fortæller de dig, at du har penge til gode, men at du bare skal trykke ‘9’ for at blive hjulpet videre af en medarbejder. 

Og i det øjeblik du gør det, er du allerede på vej ned i deres fælde, da de effektivt får opbygget en tillidsfuld relation til dig over telefonen.

Find den sunde fornuft frem

Men hvordan beskytter man sig selv mod denne nye trussel? 

Ulrik Holm Nielsen anbefaler først og fremmest at bevare roen og bruge sin sunde fornuft.

Bloker numre, der bruges til svindel, og anmeld hændelsen til den pågældende virksomhed, som svindlerne lader som om, de ringer fra.

Det er også en god idé at advare ældre familiemedlemmer, som kan være særligt sårbare over for denne type angreb.

Så husk, næste gang telefonen ringer, og det lyder for godt til at være sandt - så er det det måske også.