Mange danskere ved det ikke: Her skal du OGSÅ blinke i bilen

112

11/01/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er virkelig noget, bilister har svært ved at blive enige om.

Vi ved alle sammen, at vi skal blinke, når vi skifter vognbane, og når vi drejer, men hvordan er det lige, når man kører på motorvejen?

For reglen siger jo også, at man IKKE skal blinke, hvis det er en vejsammenfletning - og er det ikke det, der er tale om, når tilkørselsrampen stopper og bliver opslugt af det højre spor på motorvejen?

Når du kører ude i trafikken, vil du uden tvivl både opleve, at folk blinker og lader være, når de forlader tilkørselsrampen for at slutte sig til trafikken på motorvejen, så lad os få det slået fast en gang for alle:

Skal man blinke eller ej?

Det står der i Færdselsloven

For at få styr på reglerne, er vi (desværre) nødt til at tygge os i gennem noget tungt jurasprog. §32, Stk. 2 i Færdselsloven siger nemlig:

"Kørende skal give tegn før igangsætning fra kanten af vejen og før vending og svingning. Kørende skal endvidere give tegn før vognbaneskift eller anden ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden på motorvej. Ved vognbaneskift eller anden ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden på anden vej end motorvej skal kørende give tegn, når det er påkrævet til vejledning for den øvrige færdsel. Tegnet skal gives ved hjælp af blinklys, hvor anbringelse heraf på køretøjet er påbudt eller tilladt, og i øvrigt ved, at en arm rækkes vandret ud til siden."

Nuvel, så har vi fået slået fast, at der skal blinkes ved "ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering", men for lige at være helt sikre, kigger vi i kommentarer til paragraffen.

Der er nemlig et uddybende punkt omkring netop til- og frakørsler på motorvejen:

"Henset til bestemmelsens formål - nemlig at advare bagfra kommende trafikanter - taler meget for, at bestemmelsen om obligatorisk anvendelse af blink ved vognbaneskift på motorvej også omfatter til- og frakørselsveje på motorvej, således at der skal gives tegn ved til- og frakørsel på motorvej."

Så der har vi svaret: Ja, der skal blinkes, når man forlader tilkørselsrampen og kører på motorvejen!

Så stor er bøden

Hvis du ikke lige har fået det ind under huden, at du skal blinke, når du kører på motorvejen, risikerer du imidlertid at lære det på den hårde - og dyre - måde.

I Færdselsloven står der nemlig videre under §32, Stk. 2, at manglende tegngivning straffes med en bøde på 1000 kroner.

Du får dog ikke et klip i kortet.