Mand brugte sociale medier til at fremme terrorvirksomhed

112

27/04/2022

Skrevet af Rikki Jørgensen

I samarbejde med PET slog Københavns Politi tidligt onsdag morgen til i Valby, hvor en person blev anholdt. Det skriver politiet i en pressemeddelelse,

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den koordinerede politiaktion fandt sted omkring klokken 6.00 onsdag morgen i Valby. Her blev en yngre mand anholdt. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 114e ved at have fremmet terrororganisationen Islamisk Stats virksomhed via sociale medier. 
 
”Det er yderst alvorligt, når vi anholder og sigter efter de såkaldte terrorparagraffer - også i de tilfælde, hvor de kriminelle handlinger er udøvet via sociale medier. Vi står stadig over for en længere efterforskning, og derfor håber jeg på forståelse for, at vi ikke kan gå i yderligere detaljer på nuværende tidspunkt,” siger leder af Center for speciel efterforskning i Københavns Politi, politiinspektør Dannie Rise. 
 
Den anholdte vil i løbet af onsdagen blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Det er dog for tidligt på nuværende tidspunkt at sige noget nærmere om tidspunkt for fremstillingen. Anklageren vil i forbindelse med grundlovsforhøret anmode om lukkede døre.