I 2001 var der 76 personer, der døde af en drukneulykke i Danmark. I 2021 var der 50 drukneulykker.
Det er umiddelbart gode nyheder, at antallet af drukneulykker falder, men noget tyder på, vi relativt nemt kan få tallet endnu længere ned.
For selvom det samlede antal drukneulykker er faldet, er der sket en markant stigning i andelen af drukneulykker, hvor alkohol eller stoffer spiller en rolle.
Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af en undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed og lavet for TrygFonden.
Indhentningen af dødsattester fra Dødsårsagsregistreret afsluttes først cirka et år efter slutningen af et kalenderår. Derfor går det lidt ekstra tid, inden tallene er klar til offentliggørelse, og det betyder, at det nu er 2021-tallene, som offentliggøres.
Alkohol i næsten hver anden
I 2021 var alkohol eller stoffer medvirkende årsag til næsten hver anden drukneulykke – eller 46 procent.
Til sammenligning var alkohol eller stoffer involveret i 28 procent af drukneulykkerne i perioden 2001-2020. Det svarer til cirka hver fjerde drukneulykke.
"Det er selvfølgelig positivt, at vi ser et generelt fald i drukneulykker, men samtidig er det bekymrende, at en større andel er relateret til alkohol eller stoffer,” siger Hannah Ahrensberg, rapportens hovedforfatter og akademisk medarbejder ved Statens Institut for Folkesundhed.
Ud fra de data, der er til rådighed, er det ikke muligt at komme med en forklaring på den pludselige stigning i netop den type drukneulykker.
Sikkert er det dog, at det er særligt en gruppe danskere, der bør passe bedre på, når de drikker alkohol i nærheden af vand.
Midaldrende mænd topper
I 2021 var det således hele 78 procent af de omkomne i alkoholrelaterede drukneulykker, der var mænd. Af disse var langt størstedelen 45 år eller ældre.
Ofte skete ulykkerne ved, at mændene faldt i vandet ved uheld, for eksempel hvis de har været ude at fritidsfiske eller været på havnen i deres lystbåd.
Og i den slags situationer er der ikke noget at sige til, at netop alkohol og stoffer spiller en stor rolle i antallet af ulykker, fremhæver Hannah Ahrensberg.
Begge dele sløver nemlig éns motorik og dømmekraft, og det kan føre til, at man er mere uforsigtig omkring vand, ligesom der er mindre chance for, at man kan redde sig selv op, hvis man endelig falder i.
Rapporten er en del af TrygFondens samlede indsats ”Respekt for Vand”, der har til formål at forebygge drukneulykker i Danmark.
Ud over de 50 fatale drukneulykker, som altså skyldes en ulykke, omkom 22 andre i 2021 af selvmord ved drukning. For otte personer var dødsårsagen ubestemt.