Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør nu billeder af to gerningsmænd, der har franarret kreditkort og koder fra borgere i Varde. Efterforskningen af sagerne har blandt andet ført frem til overvågningsbillederne, der viser to gerningsmænd, der hæver penge fra de forurettede borgeres konti og politiet beder nu borgere om hjælp til at identificere de to mænd.
Der er tale om to mænd. Gerningsmand A beskrives som en mand på 170-190 cm, kraftig af bygning med kort brunt hår, mørkt fuldskæg og mørkt hår, mens gerningsmand B beskrives som en mand på 170-190 cm, spinkel af bygning med blå øjne og lyst hår.
Artiklen fortsætter under billederne. Der er flere billeder af gerningsmændene i bunden af artiklen.
Gerningsmand A. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Gerningsmand B. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Ringer borgerne op
”Borgerne er blevet ringet op på deres fastnettelefon af en person, der udgiver sig for at være fra banken. Gerningsmanden får borgeren overbevist om, at vedkommende er udsat for svindel og at der er ved at blive overført penge fra vedkommendes konto. Det får borgeren til at udlevere sit kreditkort og kode til en person, der dukker op på bopælen”, forklarer politikommissær Kent Brynilsen, leder af politiet i Varde.
Svindlerne lokker de forurettede til at udlevere deres kode under dække af, at de så kan få samme kode på deres nye kreditkort. Efter udleveringen af kort og kode bliver forbindelsen på fastnettelefonen afbrudt og kort efter bliver der hævet penge fra kontoen i den nærmeste pengeautomat.
De offentliggjorte billeder viser to gerningsmænd, der hæver penge fra de forurettede borgeres konti, kort efter mændene har hentet kreditkortene hos borgerne.
”Efterforskningen tyder på, at gerningsmændene er en del af et større netværk og kan derfor komme fra hele landet. Endnu har vi ikke nogle anholdte, men vi hører gerne fra borgere, der kan genkende de to mænd eller har andre oplysninger, der kan gavne efterforskningen”, siger politikommissær Kent Brynilsen.
Kan du hjælpe med identifikationen af de to mænd, så ring til politiet på telefon 1-1-4.
Velkendt teknik
”Vi har set præcis den samme fremgangsmåde i flere tilfælde. Det er opkald på fastnettelefonen og samtalen bliver ikke afbrudt, før borgeren har udleveret kreditkort, pinkode og i flere tilfælde også smykker og kontanter til en person, der møder op på bopælen. Vi vil meget gerne advare borgerne mod svindlerne og opfordre alle til at dele informationen med familie, venner og andre, så vi kan undgå, at borgere bliver svindlet”, siger Kent Brynilsen.
Svindlerne taler godt dansk og beskrives af de forurettede som danske af udseende. Syd- og Sønderjyllands Politi har fået omkring 20 anmeldelser om lignende sager fra den 26. februar til den 5. marts.
Gode råd
Træk vejret og tænk dig om. Bank eller politi vil aldrig have meget travlt ved borgerkontakt. Du må altid lægge på, snakke med en fortrolig og vende tilbage
Kan du ikke afbryde opkaldet på fastnet-telefonen, så tag strømmen fra telefonen for at nulstille linjen
Tag selv kontakt til den myndighed, der ringer. Ring altid på hovednummeret eller mød fysisk op ved din bank, politi eller lignende
Udlevér aldrig dine konto- eller kodeoplysninger. Bank, politi eller lignende vil aldrig efterspørge dine personlige oplysninger, kort eller andet telefonisk eller på din adresse
Hent information på http://sikkerdigital.dk/ og http://dkr.dk/ eller ring til cyberhotlinen på 33370037
Har du været udsat for svindel og har brug for hjælp, kan du kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006, der yder anonym, gratis hjælp til ofre for kriminalitet
Hjælp din mor, far, nabo eller andre ved at dele denne viden med dem
Gerningsmand A. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Gerningsmand B. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi