Eftersøgning fortsætter: 24-årig kvinde forsvundet

112

19/01/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Politiet beder alle, der ved noget, om at ringe 1-1-4 hurtigst muligt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden onsdag den 18. januar 2023 ved middagstid har Nordjyllands Politi ledt intenst efter en 24-årig kvinde fra Tyskland.

Kvindens taske blev onsdag fundet efterladt på Grenen nord for Skagen. Den fundne taske indeholdt genstande, der tilhører den 24-årige kvinde – og politiets undersøgelser af omstændighederne har ledt til frygt for, at kvinden er i nedtrykt sindstilstand.

Hendes pårørende, som politiet er i dialog med, er meget bekymrede for hende.

Man har søgt efter kvinden i området ved Grenen både med patruljer, politihunde og Forsvarets helikopter til ud på natten.

"Vi genoptog her til morgen (torsdag, red.) ved 9-tiden eftersøgningen ved Grenen, hvor vi afsøger landområdet med politihunde. Her til formiddag bliver området ligeledes afsøgt med helikopter," oplyser politikommissær Michael Elkjær, Frederikshavn Politistation.

Han fortæller, at politiets efterlysende Facebook-opslag har givet nogle henvendelser, som politiet er taknemmelige for, men desværre ikke har ført til konkrete fremskridt i eftersøgningen.

"Men vi ved, at kvinden sidst er set tirsdag den 17. januar om formiddagen, hvor hun var i butikken Jysk i Skagen," supplerer politikommissæren.

Den eftersøgte kvinde beskrives som værende cirka 165 cm høj, almindelig af bygning, med brune øjne og mørkebrunt hår. Hun benytter desuden nogle gange briller.

Nordjyllands Politi beder om, at folk i området fortsat er opmærksomme og straks kontakter politiet på tlf. 114, hvis man har oplysninger til sagen.

Foto: Nordjyllands Politi