Efter evakuering i nat: Nu kommer politiet med vurdering af mængden af eksplosivt materiale i villakvarter

112

02/07/2024

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Det er ikke ligefrem små mængder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter eksplosionen på Broholmvej på Frølunde Fed i går formiddag, hvor en mand mistede livet, har politiet med hjælp fra hjemmeværnet evakueret området i løbet af natten.

Det er sket af sikkerhedsmæssige grunde, efter at politiet fandt en større mængde eksplosive stoffer og kemikalier på ulykkesstedet.

Vicepolitiinspektør Jesper Lovmand oplyser:

"Evakueringen i nat er forløbet efter planen. Af de ca. 140 personer, som var i området, er 40 bragt til det modtagecenter, der er etableret på Forlev Friskole i Vemmelev, mens de andre selv har fundet andre opholdssteder. Jeg vil gerne kvittere for, at borgerne har været så imødekommende og forstående i den både vanskelige og utrygge situation."

Her tirsdag morgen skal forsvarets bomberydningstjeneste (EOD) fjerne de eksplosive kemikalier.

Der er etableret en sikkerhedsafstand med en radius på 500 meter fra ulykkesstedet på Broholmvej 144, og den afstand fastholdes indtil videre.

Op mod 1 ton

Til TV 2 fortæller Politiinspektør Tom Trude fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, at der er tale om store mængder eksplosiver.

Han vurderer, at der kan være op mod et ton eksplosiver og kemikalier på stedet, men at det skal vejes, før man kan sige noget med sikkerhed.

Aktuelt arbejder eksperter fra ammunitionsrydningstjenesten EOD med at rydde området og transportere fundene væk.

Politiet forventer, at man midt på eftermiddagen er så langt i oprydningsarbejdet, at man kan ophæve afspærringen af området.