Dramatisk anholdelse: Snittede betjent og sparkede en anden i hovedet

112

11/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Manden formodes at stå bag et hærværk mod en kirke, der blev opdaget mandag morgen.

Det var en alt andet end normal morgen, da kirketjeneren mødt ind til mandag morgen, da han var forbi Vor Frelsers Kirke i Horsens.

For den knap 800 år gamle kirke lavet af røde mursten havde nemlig været udsat for hærværk i form af spraymalede hagekors på blandt andet hovedindgangen.

Ikke overraskende har det vakt stor harme, at nogen overhovedet kunne finde på at gøre den slags, og Sydøstjyllands Politi var da også hurtigt på sagen - en indsats, der hurtigt bar frugt.

Det var imidlertid ikke uden dramatik, da ordensmagten opsøgte den 40-årige mand, der formodes at stå bag hærværket, på mandens bopæl kl. 16.30 mandag eftermiddag.

Snittede og sparkede

I en pressemeddelelse skriver Sydøstjyllands Politi:

"I forbindelse med anholdelsen af manden, der er 40 år, i dennes lejlighed i Horsens, blev en betjent fra Sydøstjyllands Politi såret, idet den mistænkte snittede betjenten i overarmen med en kniv, hvilket medførte en flænge, ligesom han sparkede en anden betjent flere gange i hovedet. Betjenten var iført en hjelm som led i anholdelsesaktionen.

På baggrund af den udøvede vold mod politifolkene, fremstilles manden i dag i grundlovsforhør in absentia som sigtet for to forhold af vold mod tjenestemand i funktion og for hærværk. Fremstillingen sker in absentia, da manden er for syg til at kunne møde frem i retten.

Anklagemyndigheden vil begære den 40 årige varetægtsfængslet, formentligt i surrogat på baggrund af hans mentale tilstand.

Det forventes, at grundlovsforhøret vil blive afholdt kl. 13.00 ved retten i Horsens."

Politiet tilføjer i slutningen af pressemeddelelsen, at man ikke har flere kommentarer til sagen lige nu.

Gjorde sig selv til grin

Allerede mandag morgen, da billederne af de spraymalede hagekors begyndte at florere på internettet, blev det hurtigt klart, at vedkommende, der stod bag hærværket, ikke så ud til at have haft helt styr på, hvad han lavede.

De spraymalede hagekors var nemlig lavet med en ret graverende fejl: De var blevet spejlvendt.

Det fik hurtigt folk til at konstatere, at det vist ikke var den skarpeste kniv i skuffen, der stod bag forbrydelsen. Efter politiets opdatering omkring anholdelsen tyder noget nu på, at gerningsmanden lider af mentale udfordringer, hvilket måske er årsagen til både selve handlingen og fejlen i spraymalingen.