Når vi tager kørekort, er det noget, der holder i rigtig mange år.
Det kan man mene om, hvad man vil, men selvom man i løbet af sin teoretiske og praktiske undervisning bliver klædt godt på til at kunne gebærde sig i den danske trafik, så sker der altså stadigvæk af og til ting, som man bør være opmærksom på at følge med i.
Vidste du for eksempel, at vi i 2022 fik to nye vejskilte, som blev stillet op langs de danske veje? Sikkert ikke, men der er nu heller ikke særligt stor chance for, at du er stødt på dem.
Det er nu alligevel relevant at vide, hvad de faktisk betyder, så du kan forholde dig til dem, når du ser dem - så lad os tage et kig på dem her!
Foto: Vejdirektoratet
Trafiktavle M 18
Det første af skiltene, vi tager fat i, er ovenstående skilt med det ikke særligt inspirerende navn, Trafiktavle M 18.
I disse tider med klimakrise og større bevidsthed om at sænke sit CO2-udslip og generelt gøre noget godt for både miljøet (og pengepungen) er det nu et meget relevant skilt at kende.
Det angiver muligheden for at skifte mellem flere transportformer. Skiltet bruges typisk, hvor der er samkørselsmuligheder, eller hvor kollektiv transport møder andre transportformer.
Foto: Vejdirektoratet
Trafiktavle A 38
Det næste skilt der blev præsenteret i 2022, er ovenstående Trafiktavle A 38. (Ja, ligesom mælkeproduktet).
Det ligner en slags omvendt fartbump, men viser i stedet, at der er en såkaldt lunke i vejen. Det er en fordybning, hvor der kan samle sig vand under kraftig nedbør - og det kan så resultere i mere eller mindre blankt vand på kørebanen.