Det er TV2 Øst, der er kommet i besiddelse af en video, som er blevet optaget af chaufføren.
I videoen kan man se, at buschaufføren truer det ene barn med ‘en på hovedet’, hvis vedkommende ikke tier stille.
Ifølge TV2 Øst er den filmede episode ikke enkeltstående. Flere gange har børnene været nødsaget til at finde sig i verbale overfald fra chaufføren. I et tilfælde har manden spurgt en pige med autisme, om hun var dum.
Pigen med autisme er ikke den eneste, der måtte lægge ører til verbal ydmygelse fra chaufføren. Chaufføren har i flere tilfælde stillet sig i busdøren og nægtet at lukke børnene ud af bussen.
En af forældrene forklarer til TV2 Øst, at en sådan situation kan være virkelig svær at tackle for et barn med autisme.
“Jeg tror slet ikke, at de er klar over, hvor ødelæggende det er. Min datter var meget bange og rystet over situationen, og hun havde ikke lyst til at tage i skole. For børnene hænger transporten og skolen sammen, og det er ikke to enheder, de kan adskille. Så når de har dårlige oplevelser med transporten, så går det også udover deres opfattelse af skolen. Desuden er det ødelæggende for tilliden mellem voksne og børn, at han taler til dem på den måde,” fortæller Maiken Huusom, der er mor til en af pigerne i skolebussen, til TV2 Øst.
Det har ikke været muligt at få busselskabet og den pågældende chauffør til at stille op til et interview. De har dog givet en undskyldning til Maike Huusom. Busselskabet har ligeledes lovet, at hendes datter ikke bliver kørt af chaufføren igen.