Det er sjældent at man dømmes for et nyt forhold ved at være i retten. Det er dog netop sket her i Danmark.
Vestre Landsret i Esbjerg har mandag fastslået, at et par er skyldig i at have givet både dommer og anklager buksevand under en retssag i 2020. I byretten blev parret frifundet for samme forhold.
Vi skal tilbage til august måned 2020, hvor parret var mødt op i Retten i Aalborg. Her var manden tiltalt for vold mod kvinden. Inden retsmødet gik i gang, var de to dog alene i retssalen.
Sjaskede vand på stole
Her talte parret om, at anklageren og dommeren skulle have en lærestreg, og de besluttede som en slags spøg derfor at give dem begge buksevand.
Mens den nu 41-årige mand holdt vagt, sjaskede kvinden, som i dag er 27 år, derefter vand ud over de to stole, som henholdsvis dommer og anklager skulle sidde i.
»Det betød, at anklageren og dommeren fik våde bukser, da de satte sig, og stolene måtte skiftes ud,« fortæller Bjørn Larsen, der mødte for anklagemyndigheden i sagen mandag ved Vestre Landsret.
Parret var tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 119 a. Den handler om at krænke en tjenestemands fred ved »at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere den pågældende under udførelsen af tjenesten«.
Overfald af tjenestemand
Overtræder man denne paragraf, så kan det straffes med bøde eller fængsel i op til to år. Et flertal af dommerne i Vestre Landsret frifandt dem dog for overtrædelse af 119 a.
I stedet besluttede de at dømme dem for overtrædelse af den noget mildere paragraf 121. Den handler om at overfalde tjenestemænd med »hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale« og straffes med bøde eller fængsel i op til et år.
Parret endte med at få henholdsvis 30 og 60 dages fængsel, men de blev også dømt for berigelseskriminalitet, så det er uvist, hvad straffen for buksevand i sig selv lyder på.
»Der er tale om et bødeforhold, så straffen bliver absorberet af de alvorligere forhold om berigelseskriminalitet,« siger Bjørn Larsen ifølge Berlingske.