Bedstemor med løgsuppe: Så forsigtigt skal du køre på glatte veje ifølge politiet

112

24/11/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Denne uge har været præget af et stort antal uheld på de danske veje.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Torsdsag blev det endda så slemt med snevejr og glatte veje, at Vejle indstillede buskørslen i flere timer, simpelthen fordi busserne ikke kunne komme op ad bakkerne.

Vejhjælpen har i den forbindelse sagt til medierne, at de ser rigtig mange sommerdæk på de biler, der er involveret i uheldene, men at bilisterne ikke kører tilsvarende forsigtigt, når de ikke har de rette dæk på.

For vi skal jo køre forsigtigt, når der er glat - men hvor forsigtigt?

Det har politiet lavet en særdeles humoristisk definition på.

Bedstemor med løgsuppe

I et opslag på Facebook skriver giver politiet således dette eksempel:

Okay, forestil dig dette scenarie:

Du er 18 år gammel, og du har for nylig fået kørekort.

Du bor stadig hjemme hos de gamle, det er lørdag formiddag, og i aften skal I have besøg af resten af familien, for din mor har fødselsdag. 49, bliver hun.

Dine forældre render febrilske rundt og gør rent, for gæsterne må jo ikke kunne se, at der til daglig bor mennesker hjemme hos jer.

Du er også blevet beordret til at rydde op på dit værelse, for ”de der brugte glas og tallerkner i vindueskarmen har vist set renere dage. Og trænger sengetøjet ikke også til at blive skiftet?”, spørger din mor retorisk, så du ikke er i tvivl om, at der kun findes ét rigtigt svar på det spørgsmål.

Som dagen skrider frem og gæsternes ankomst nærmer sig, bliver stemningen mellem dine forældre mere og mere anspændt.

Det lader til, at dine forældre ikke har afsat tid nok til at nå alle de opgaver, der skal løses, heriblandt at hente din bedstemor, fordi hun jo ikke længere kan lide at køre bil efter mørkets frembrud. Men så er det jo belejligt, at du for nylig har fået kørekort.

Din far kigger dig bestemt i øjnene, lægger sin ene hånd på din skulder, imens han med den anden hånd rækker dig nøglen til dine forældres bil og ”beder” dig om at hente bedstemor, imens han formaner dig til at ”køre forsigtigt”.

Du går ud til bilen, sætter dig ind og spænder selen, drejer bilnøglen og kører afsted for at hente din bedstemor.

Da du ankommer ved din bedstemors adresse, står hun allerede klar udenfor og venter på dig. Hun har en fin kjole på i noget lyst stof, og hun står med en gigantisk gryde i hænderne. ”Åh nej, ikke bedstemors franske løgsuppe”, tænker du, mens du tvinger et smil frem og hilser på bedstemor.

”Ja, jeg ved jo, hvor glade I alle er for min løgsuppe, så jeg tænkte, jeg ville overraske selskabet med en lækker forret,” kvidrer hun, mens du kigger fortvivlet på gryden og dens interimistiske låg, som egentlig er en tallerken, der absolut ikke er skabt til at være grydelåg. Du kan allerede se for dig, hvordan både tallerken og suppe flyver ud i bilen og på bedstemors lyse kjole, hvis du rammer bare ét bump på vejen forkert.

Din bedstemor kravler ind midt på bagsædet, spænder sikkerhedsselen og signalerer til dig, at du skal række hende gryden med fransk løgsuppe, så hun kan passe godt på den under køreturen.

Du løfter gryden ind til din bedstemor, der placerer den i skødet og nærmest krammer den med både lår og overkrop, så tallerken og gryde mases sammen. ”Så kan vi godt køre,” kommanderer hun.

Du sætter dig ind på forsædet, spænder din sikkerhedssele, kigger nervøst i bakspejlet, hvor du ser din bedstemor sidde forventningsfuldt i sin fine, lyse kjole med en stor gryde fransk løgsuppe i skødet. Og så drejer du nænsomt bilnøglen…

Kan du forestille dig, hvor pænt og forsigtigt du ville køre i ovenstående situation?

Godt.

Sådan skal du også køre her i de kolde måneder, hvor vejene tit er glatte og fedtede. Kør bil som om, din bedstemor sidder på bagsædet med en stor gryde fransk løgsuppe i skødet.

Så er der vist ikke nogen, der kan påstå, at den danske ordensmagt mangler humor!