Arlamedarbejder død i arbejdsulykke

112

03/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 61-årig mand mistede tidligt lørdag morgen livet i en arbejdsulykke hos Arla i Videbæk vest for Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 05.04.

Hvert år bliver der anmeldt over 40.000 arbejdsulykker i Danmark, og denne gang blev det desværre med dødelig udgang.

Ulykken fandt sted i en vaskehal. I hallen bliver Arlas tankbiler vasket og der bruges en særlig trailer, når vognene skal ind og ud af vaskehallen.

"Han kommer i klemme i den hydrauliske skydedør på traileren," fortæller politiets vagtchef Anders Olesen.

I klemme i skydedør

Det var kolleger til den 61-årige, der fandt ham i skydedøren. De tilkaldte en ambulance og gik straks i gang med hjerte-lungeredning.

"Men da lægen når frem, er han afgået ved døden," siger vagtchefen.

Da ulykken er sket i forbindelse med arbejde, skal Arbejdstilsynet nu undersøge, hvad der sket, og blandt andet fastslå om alle regler er blevet overholdt.

De pårørende til den 61-årige er blevet underrettet.