82-årig svindlet for 110.000 kroner: Nu er 19-årig kvinde anholdt

112

16/08/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hendes andre ofre menes at være hhv. 88 og 85 år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Midt- og Vestsjællands Politi anholdte torsdag en 19-årig kvinde og sigtet hende for i tre tilfælde at have medvirket til at svindle ældre mennesker for deres værdier.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Kvinden er sigtet for den 23. juli at være mødt op hos en 82-årig kvinde i Roskilde, der forinden var blevet ringet op af en falsk bankmand, der overtalte hende til at udlevere sine kontanter og sit dankort. I alt mistede kvinden i den forbindelse omkring 110.000 kroner.

"Vi har i den pågældende sag fundet videoovevågning af både den 19-årige kvinde og den bil, som hun benyttede. Derfor har vi kunne knytte hende til sagen fra Roskilde. Derudover har efterforskningen gjort, at vi også har sigtet hende for to andre sager", siger politikommissær Rasmus Jensby fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Andre ofre på 88 og 85 år

De to andre sager handler om hhv. en 88-årig kvinde fra Roskilde, hvor der blev hævet 8000 kroner på hendes dankort, samt en 85-årig kvinde fra Køge, hvor der blev hævet 15.000 kroner på det dankort, som blev udleveret til svindlerne.

"Vi vil gerne kraftigt opfordre til, at alle, der enten selv har et ældre familiemedlem eller som er i kontakt med ældre gennem deres arbejde, tager en snak med dem om risikoen for at blive svindlet. Banker og politiet vil aldrig kontakte folk over telefonen for at få udleveret dankort, koder og andre personlige oplysninger", siger Rasmus Jensby.

Den 19-årige kvinde blev anholdt i Høje Gladsaxe. Efterforskningen fortsætter nu for at afdække, hvem som kan mistænkes for at have lavet svindlen sammen med hende.