700.000 hjem mangler dem - og det risikerer at koste liv

112

02/12/22 | 10:01

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Jens Asbjørn Bøgen

Måske en idé til en tidlig julegave til sig selv?

Julen står for døren, og for rigtig mange danskere betyder det indendørs hygge med varme tæpper, julepynt og stearinlys.  

Men selvom det er med til at gøre december til den hyggeligste måned på året, så er de mange stearinlys og julepynt også med til at gøre det til en af de måneder, hvor der sker flest brandskader i danske hjem.  

Og her er der især tale om 'lige-ved-og-næsten' brande, hvor der udbryder ild, som når at blive slukket, inden den når at udvikle sig til resten af hjemmet.  

Det fortæller Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.  

"Hvert år i december servi desværre en stigning i brandskader, forårsaget af levende lys, og her er det altafgørende, at ilden bliver opdaget hurtigt, så den ikke når at brede sig til resten af hjemmet," siger han og peger på røgalarmer som helt afgørende, når en brand skal opdages i tide. 

Men netop røgalarmer er fraværende i over 700.000 danske husstande ifølge en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.  

Her svarer knap 30 procent af de adspurgte danskere nemlig, at de ikke har en røgalarm i hjemmet, og blandt dem er det for hver tredje bare et spørgsmål om, at de ikke har fået gjort det endnu, mens godt ti procent ikke mener, røgalarmer gør en forskel.  

Men gruppen af danskere uden røgalarmer bør bruge december måned på at få dem installeret som en gave til sig selv, da de er med til at redde både liv og materiel hvert år, lyder opfordringen fra Henrik Sagild.  

"Tid er altafgørende, når der udbryder brand, og her er en røgalarm vigtig, når ilden skal opdages, inden den bliver livstruende. Så derfor kan jeg ikke understrege nok, hvor fornuftigt det er at få sat op i hjemmet," siger han. 

Har du en eller flere af følgende ting i dit hjem?

  • Røgalarm - 71.4 %

  • Tyverialarm uden opkobling til alarmcentral - 7.9 % 

  • Tyverialarm med opkobling til alarmcentral - 11.6 % 

  • Ingen af ovenstående - 22.7 % 

  • Ved ikke / Ønsker ikke at svare - 3.2 % 

Hvorfor har du ikke røgalarm? 

  • Jeg ved ikke, hvor man køber en røgalarm - 1.6 % 

  • Jeg har ikke fået gjort det endnu - 34.1 % 

  • Jeg tror ikke på, at det gør nogen forskel - 11.9 % 

  • Jeg har fået købt, men ikke sat op - 17.6 % 

  • Andet, notér: 17.6 % 

  • Ved ikke - 18.3 % 

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.032 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige i august og september 2022.