Københavns Politi slog fredag aften til og ransagede på en adresse i Midt- og Vestsjællands Politikreds, hvor en 36-årig syrisk statsborger blev anholdt og sigtet for organiseret hvidvask af ikke under 126 millioner kroner. I dag blev han fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængslet frem til den 28. september.
Aktionen og sigtelsen af den 36-årige mand udspringer af en anden omfattende efterforskning i Københavns Politi mod et organiseret hvidvasknetværk. I den sag blev en 22-årig mand, ligeledes syrisk statsborger, i mandags idømt tre års fængsel for medvirken til hvidvask af ca. 78 millioner kroner. Han blev samtidig udvist af Danmark for bestandigt. Han udbad sig efterfølgende betænkningstid i forhold til eventuel anke.
Derudover blev der den 3. august afsagt dom over netværkets formodede bagmand. Der er tale om en 45-årig mand, der blev idømt fem års fængsel for at have organiseret hvidvask af 128 millioner kroner.
Københavns Politi kan ikke udelukke, at efterforskningen vil føre til flere anholdelser.