3 80+-årige ofre på samme dag: Dankortsvindlere på spil

112

24/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Heldigvis lykkedes det ikke gerningsmændene at svindle alle tre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tirsdag forsøgte skruppelløse bedragere igen at lokke personlige oplysninger ud af ældre borgere.

I Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport kan man læse, at politiet i løbet af dagen modtog tre anmeldelser, som alle tre stort set går ud på det samme:

Ældre borgere – en 80-årig mand, en 83-årig kvinde og en 89-årig kvinde fra Fensmark-området – blev ringet op af en medarbejder fra "banken", som fortæller en dramatisk historie om, at der er nogle mystiske overførsler i gang fra borgeres konti, og for at stoppe dem, må de aflevere deres dankort.

Tirsdag lykkedes det dog kun i et enkelt af tilfælde at besnakke en 89-årig kvinde til at udlevere kort og kode til et såkaldt "bankbud", som i løbet af eftermiddagen ankom til hendes adresse. Kort efter var der hævet kontante beløb på kortet.

Også den 80-årig mand fik besøg af et "bankbud", men han fattede mistanke og nægtede at udlevere sit kort til den tvivlsomme type.

Bedragerne nåede ikke så langt med den tredje, en 83-årig kvinde, som holdt hovedet koldt og gav "banken" tørt på i telefonen, afbrød samtalen og ringede til politiet.

Politiets råd

  • Husk at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken, fra en form for myndighed eller fra en virksomhed.

  • Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri.

  • Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe.

  • Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

  • Udlever aldrig kort eller koder.

  • Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.

  • Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.