15-årig overfaldt to unge drenge med knytnæveslag og spark

112

13/04/2022

Foto: Politi
Foto: Politi

Skrevet af Rikki Jørgensen

Tirsdag blev en 15-årig ung mand anholdt. Sammen med to andre gerningsmænd blev han sigtet for at stå bag et groft overfald på to helt unge drenge på henholdsvis 12 og 13 år.

Ifølge sigtelsen blev de to unge drenge overfaldet af den 15-årige, der stod i ledtog med to medgerningsmænd. Her blev den 12-årige og den 13-årige tildelt adskillige knytnæveslag og flere spark i hovedet og på kroppen.

Det skriver Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

Den 15-årige havde ligeledes en kniv, som han viste til de unge drenge, ligesom han fremturede med trusler.

Overfaldet efterlod de to unge drenge med blå mærker, buler og flere knubs.

Det voldsomme overfald fandt sted søndag eftermiddag omkring klokken 14.30. Det skete ved boldbanerne på Jernaldervej i Aarhus V.

Overfaldet blev anmeldt til politiet af forældrene til de to unge drenge. Siden har politiet efterforsket sagen for at finde frem til gerningsmændene.

Efterforskningen ledte frem til, at den 15-årige blev anholdt tirsdag aften. Han er nu sigtet for grov vold og trusler på livet.

Politiet har en formodning om, hvem de to andre gerningsmænd er, og efterforsker fortsat sagen.